{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter

Huskat Rumlemor [ Himmelkat] 2002

6.799 visninger | Oprettet:
Bedømmelse

Du kan først stemme, når din egen kat er oprettet og stemt ind. Opret din egen kat

 *~ Therese ~*
Kvinde | 44 år | Oprettet: 27. aug 2006


Huskat Rumlemor

Fødselsår:
2002
Temperament
Ja, her er så Rumlemor. Jeg fik hende fra Odense Kattehjem for snart 2 år siden, og er nu omkring 4-4½ år gammel. Tror jeg nok... Hun blev afleveret anonymt i en kasse sammen med sine killinger, så ingen kendte hendes præcise alder. Men hun opfører sig bestemt ikke som nogen voksen! Ingen kendte hendes navn, men da de kaldte en af hendes killinger for Rumle, kom hun til at hedde Rumlemor. Og det passer til hende!

Faktisk havde der været nogle andre mennesker, der gerne ville have hende, men tilfældigvis var Rumlemors sår efter sterilisationen sprunget op, og de ombestemte sig. Og hvor er jeg dog glad for det!!

Da hun blev båret ind og sat på et bord foran mig, bestemte hun sig straks for at få mig som mor, og jeg kunne altså ikke stå for hende (hun vadede lige ind i mit hjerte med træsko på!), som hun kælede og kælede og atter kælede!!! Hvilket hun stadig gør næsten konstant! Hun er den sødeste og mest kælne kat, men det skal foregå på hendes betingelser. Hun er meget selvstændig og samtidigt lidt reserveret, så at blive taget op er ikke hendes kop the. Jeg gør det dog alligevel en gang imellem, og efterhånden vænner hun sig mere og mere til det; hun er ligefrem begyndt at spinde og ælte min arm, når jeg gør det, så der er håb endnu ;o)

Hun er en meget stille kat (med undtagelse af sine flip), som desværre sjældent siger noget. Hun er også sky overfor fremmede, men når hun først lærer folk at kende, slipper de ikke for at kæle, og hun kan blive ved og ved! Bliver man ved længe nok, ved hun slet ikke, hvad hun skal gøre af sig selv af bare kælenskab, og så tager hun ellers fat med både tænder og kløer, eller også rækker hun ud efter det nærmeste objekt (som en kokosmåtte), der ellers bliver gnavet og revet godt og grundigt i!

Som andre katte elsker hun selvfølgelig at få gnedet kinderne, men Rumlemor går lige et skridt videre, for hun åbner munden lidt, så man kan få hjørnetænderne med! Hun skal altså have gnedet hjørnetænder, når man kæler med hende, for det er noget af det bedste, hun ved!

Hvis ikke hun sover, leger hun hele dagen lang, og det med fuld knald på (jeg kalder det hendes flip), og så er hun ellers ved at vælte det hele! Nu har hun fået en lille kammerat, som hun kan jagte, men ligeså ofte opfordrer hun den lille killing til at jagte sig, for der findes ikke noget sjovere end at spæne afsted!

Og så ligger hun ellers allevegne og triller for at blive kløet på maven (som er fantastisk blød!). Hun lægger sig på gulvet med et ordentligt bump, ja nærmest smider sig, så det lyder som om, vejret helt bliver slået ud af hende, og så er der dømt kæletid! Nu, hvor det er blevet koldere, kommer hun til min store glæde op, og putter i sengen hos mig, når jeg går i seng. Så ligger hun, og bliver nusset til den store guldmedalje, mens hun ligger tæt ind til mig! Især, hvis jeg har været væk hjemmefra, skal hun putte helt tæt, når jeg er kommet hjem, og kan endda finde på at kravle ind under dynen til mig. Hun er vist ret bange for, at jeg forlader hende, så hun klamrer sig til mig, bare jeg har været væk i kort tid. Men jeg ved jo heller ikke, hvad hun har oplevet, før jeg fik hende...

Er jeg ked af det, kommer hun mere hen til mig end hun plejer, og kæler også mere. Hun er meget sensitiv, og beroliger mig, hvis jeg ikke har det godt! Hun har bare sådan en ro over sig, og man behøver bare at kigge på hende for at føle sig bedre tilpas! Og fornemmer hun, at jeg har brug for hjælp med at opdrage killingen, kommer hun og giver den nogle gok i nødden! Hun er simpelthen sådan en god lille kat med et hjerte af guld!

Tænk, at man kan få sådan et vidunder for bare 400 kr., alt incl.! Hun er min øjesten og alle pengene værd, selvom hendes værdi for mig slet ikke kan gøres op i penge!
Tricks
Hmm... kun dem, hun selv finder på... jeg tvivler meget på, at hun gider lære nogle! Hun bestemmer selv farten!
Dog laver hun faktisk ingen ulykker; hun er meget, meget eksemplarisk! Og hun kommer for det meste, når jeg kalder - hvis hun altså gider ;o)
Stævner
Ingen.
Stamtavle
Det vides ikke, men sikkert ingen.
Køn
Smuk og dejlig pige.
Beskrivelse
Rumlemor er en feminin lille missepige, som samtidigt ser lidt pudsig ud, når hun går omkring, da hun har en forholdsvis kort og spids hale. Hun er ikke så stor; vejer 4,8 kg, hvilket er en anelse i overkanten, men dyrlægen sagde, at hun var lækker. Sålænge hun ikke tog mere på ;o)
Hun har mange farver blandet ind i hinanden; rød, grå, sort, brun, gylden og med hvide aftegninger og poter, og med rød maske over det ene øje. Jeg har ladet mig fortælle, at hun er sort-tortie makrel tabby med hvidt. Hendes pels er utroligt tyk, og når jeg klør hende, kan jeg faktisk slet ikke komme ind til huden! Og hun er samtidigt silkeblød at røre ved!
Desuden har hun nogle store, smukke øjne, som får hende til at se evigt forundret ud! Man kan se det i hendes ansigt, når hun tænker på, hvad hun nu skal finde på af narrestreger!
Kommentér på:
Huskat Rumlemor
Annonce