{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
326 visninger | Oprettet:

Urenlig killing {{forumTopicSubject}}

Hej alle
Min ene kat, Amigo, er begyndt igen at tisse udenfor kattebakken. Jeg har nemlig haft skrevet før, men der var det som om, det hjalp at skaffe en kattebakke mere.

Nu når jeg tænker over det, har han faktisk haft den her tendens til at tisse udenfor kattebakken lige siden, jeg fik ham. Han har haft tisset på tæpper, dørmåtter, tasker og på min dyne rigtig mange gange. Han har endda også haft tisset i håndvasken. Da jeg bor i en lille ungdomsbolig og ikke har særlig mange penge, er det virkelig begyndt at blive et kæmpe problem for mig, og jeg har endda overvejet at skille mig af med ham, selvom det ville knuse mit hjerte. Hvis det kommer dertil, vil jeg dog højst sandsynligt også være nødt til at skille mig af med hans bror, Chico, da de er knyttet til hinanden. Inden jeg tager sådan en beslutning, vil jeg dog gerne sikre mig, at jeg har prøvet alt for at afhjælpe problemet, så jeg håber, at der er nogen, der har nogle gode råd.

Jeg har selv tænkt meget over, hvad årsagen kan være, og jeg tror, at det enten skyldes, at han ikke har lært renlighed 100% fra lille killing af, eller at det skyldes stress af en art. Han prøver nemlig tit at gemme sig under min seng ved at grave sig under madrassen og gennem lamellerne, da det er den eneste måde, han kan komme derned på grund af sengeskuffer. Problemet er bare, at han samtidig har tisset under sengen, så nu får han ikke lov til at gemme sig under sengen længere. Derudover har jeg masser af sovepladser til begge kattene, også hulelignende sovepladser, hvor han kan gemme sig lidt. Hvad stressen kan skyldes er jeg lidt mere i tvivl om, men jeg synes at have lagt mærke til, at kattene ikke respektere hinanden, når den ene for eksempel gerne vil have ro til at sove. Jeg synes også, at de er begyndt at lege meget, meget voldsomt med hinanden, og en sjælden gang imellem bliver der også hvæset af Amigo, hvilket heller ikke bliver respekteret. Og den voldsomme leg sker stort set uanset hvor meget, jeg aktiverer dem med leg og andet i løbet af dagen.

Jeg håber, at der er nogen, der har nogle tanker, ideer eller råd til, hvad jeg kan gøre.


Kommentarer på:  Urenlig killing
  • #1   21. jul er begge katte neu?

    er han tjekket for evt blærebetændelse?

    har du prøvet med en feliway i stikkontakten?

    hvad gør du rent i ?

    har du prøvet at skifte kattegrus?


  • #2   21. jul De er ikke neutraliserede endnu, da dyrlægen sagde, at de helst skulle veje over 2 kg, hvilket de ikke helt gjorde, sidst jeg var til dyrlæge med dem og få dem vaccineret. De er dog kun 4 måneder gamle, så de skulle vel ikke være kønsmodne allerede?

    Nej, han er ikke tjekket for blærebetændelse, men jeg ringer til dyrlægen i morgen. Men hvis det er blærebetændelse, kan del vel ikke have stået på i halvanden måned (halvanden måned siden jeg fik dem)?

    Jeg har allerede feliway i stikkontakten.

    Jeg gør rent i Rodalon, og det som kan vaskes bliver også vasket.

    Efter jeg fik dem har jeg haft skiftet kattegrus en enkelt gang, og det virkede som om, han bedre kunne lide det end det gamle.


  • #3   21. jul har du prøvet dr bach rescure ?
    det fåes bla hos matas til ca 120 kr - og der skal bare en dråbe i deres vand hver dag i en periode


  • #4   21. jul Din dyrlæge burde ikke neutralisere dyr. Hvad gør han, når et hamster skal opereres eller et marsvin?

    Jeg får killinger neutraliseret med 12 uger uden problemer overhovedet, og en af mine er faktisk kastereret med 11 uger.

    Nogle katte bliver tidligt kønsmodne, selvom 4 måneder lyder vel lige tidligt nok. Jeg ville ikke vente. Der findes katte, der aldrig kommer over to kilo.

    Hvor står dine kattebakker i en et-værelses?


  • #5   21. jul Som Susanne skriver kan de godt blive kønsmodne helt ned til 4 måneder ligesom nogle mennesker også er kønsmodne tidligere end andre.
    Få dem hurtigst muligt neutraliseret, det kan muligvis hjælpe før det bliver værre.
    Måske har den ene behov for at lære at gå på bakke igen, hvis det ikke hjælper at neutralisere. Der kan gå noget tid fra det er gjort til alle hormonerne er ude af kroppen smiley Hvad ville de gøre hvis det var en Singapura? De vejer først 2 kg når de er fuldvoksne. Grunden til at mange dyrlæger vælger at vente, er fordi de ikke er dygtige nok til at styre bedøvelsen når dyr er under 2kg. Det er gammeldags og outdated at mene at man skal vente, jo tidligere jo bedre faktisk, da de heler hurtigere og får færre komplikationer. Min ene dreng blev ordnet da han var 11 uger, og det har opdrætter aldrig haft problemer med - desuden er det også bedre for dem da de så sørger ikke at bidrage til de mange udsmider killinger


  • #6   22. jul Anja N:
    Nej, det har jeg ikke prøvet, men det vil jeg helt klart gøre.

    Susanne og Ida T:
    Ja, synes også det virker mærkeligt, men har hørt at det er ‘reglen’ hos de fleste dyrlæger. Heldigvis vejer de mere end 2 kg nu, så jeg burde godt kunne få dem neutraliseret nu. Dog har jeg allerede en tid næste torsdag. Vil det kunne vente indtil da?
    Den ene kattebakke står på badeværelset under håndvasken, og den anden står i hjørnet under skrivebordet inde i stuen/soveværelset.


  • #7   22. jul Står den ene evt. i nærheden af en vaskemaskine? Katte kan godt være sarte, og de vil gerne have fuldstændig ro omkring deres toiletbesøg. smiley

  • #8   22. jul Hvis de er 4 mdr nu, og du har haft dem i 1½ md - så er de jo faktisk også kommet 2 uger for tidligt hjemmefra??

  • #9   22. jul Susanne:
    Nej, der er ingen vaskemaskine i lejligheden. Jeg bruger fælles vaskeri smiley

    Lotte:
    Ja, de er kommet hjemmefra for tidligt, men det vidste jeg desværre ikke, da jeg fik dem. Jeg fik dem ikke engang fra hjemmet med moren og de andre killinger, men fra en der havde fået dem før mig og havde fortrudt. Hun sagde, at hun kun havde haft dem et par dage, at de var 12 uger gamle, og at hun ikke kendte deres præcise fødselsdag. Jeg fik dem den 7. juni, og efter nogle dage skrev jeg til hende for at få hende til at spørge opdrætter (eller hvad man nu kalder det, når det er huskatte), hvad deres fødselsdag er. Det viste sig så, at de er født 20. marts.
    Da jeg fik dem, var det også som om, at Amigo ikke helt havde lært, hvordan man bruger kattebakken. Han gravede eller tildækkede nemlig ikke det første lange stykke tid, men jeg tror måske, at han efterhånden har lært det af Chico.


  • #10   22. jul så er det helt sikker her at du skal finde ud af hvorfor han ikke bruger bakken

    han er kommet hjemmefra alt for tidligt.

    jeg har pt en 6 uger gammel killing - smidt af - så har ikke nogen mor eller søskende, men han går sammen med 11 voksne katte, så han er faktisk rigtig god til bakken. har haft ham i 1½ uge nu

    men det man gør er at tage katten når den har spist og så sætter man den i bakken. Og det bliver man ved med i en periode- ikke at de behøver at lave noget. det er mere de at de lærer at når man skal så er det i bakken.

    og virker det ikke. så gør man det at den er i bur- med seng bakke og mad/vand. for de vil ikke tisse i deres seng og i deres mad. selvfølgelige må de gå komme ud af buret men kun under opsyn. her bor de så i en periode hvor man så lader dem gå mere og mere ude indtil der ikke længere er behov for det

    det kan godt vente til næste torsdag. så prøv indtil da at sætte ham mere i bakken- især efter han har spist.

    prøv at læse dette
    https://www.vetboxen.dk/blogs/artikler-om-kaeledyr/guide-sadan-gor-du-din-kat-renlig


  • #11   22. jul 6 uger er godt nok en lille alder at miste mor og søskende, den stakkel. Men det er da godt, at han har nogle voksne katte til at vise ham på vej.

    Det med renlighedstræningen vil jeg prøve.

    Jeg har haft ringet til dyrlægen og fået besked på at komme forbi og hente noget bestemt kattegrus til at opsamle en urinprøve. Dog kan jeg på ingen måde se, hvordan det skal kunne lade sig gøre, for jeg er 100% sikker på, at Amigo ikke vil tisse på det - især når der er to andre kattebakker. Jeg har overvejet, om jeg kan lukke ham ude på toilettet kun med kattebakke med det bestemte grus, men jeg er dog rimelig sikker på, at han bare vil miave, indtil han bliver lukket ud igen. Jeg tror heller ikke, at han har nogen form for urinvejsproblemer, da han ikke har symptomer på det, men nu når jeg allerede har ringet til dyrlægen, vil jeg så kunne aflyse aftalen igen med god nok begrundelse? Og er det klogt, eller skal jeg hellere få taget den urinprøve, hvis det overhovedet lader sig gøre?


  • #12   22. jul jeg ville nok bare prøve at se om det kan lade sig gøre.
    det kan jo ikke ske noget ved det - andet end at han bliver sur smiley

    det er også meget godt at få blærebetændelse streget af listen.


  • #13   23. jul Nu er han blevet testet for blærebetændelse. Der var ingenting, så dyrlægen mente selvfølgelig, at det var adfærdsrelateret. Jeg talte med ham om, hvorvidt det kunne være fordi, at han var blevet taget fra sin mor for tidligt, men dyrlægen mente ikke, det ville have nogen betydning, når det kun drejede sig om cirka 1 til 2 uger og især ikke, når den anden kat ikke havde nogen problemer. Til gengæld mente han, at Amigos personlighed helt klart gør, at han ville elske at være udekat, og det måske kunne være det, der forårsagede tisseriet - altså en form for kedsomhed går jeg ud fra? Så nu er jeg virkelig i et dilemma omkring, hvad jeg skal gøre, for han kan ikke blive udekat her, hvor jeg bor. Jeg kan fortsætte med at gå tur med ham (max 1 time om dagen) som hidtil og sørge for at lege med ham indendørs, men hvis han kræver mere end det, hvad gør man så lige?

  • #14   23. jul Hvis min dyrlæge foreslog det, var det slut med at komme hos den dyrlæge. Loven siger, at man skal holde sin kat på egen matrikel. smiley

  • #15   23. jul den dyrlæge kender vist ikke meget til katteadfærd

    ja det ville være rigtigt hvis det drejer sig om en voksen kat. Da ikke en killing
    prøv at kontakt
    https://michellegarnier.dk/

    Hun kan helt sikker hjælpe dig videre. hun er rigtig dygtig
    For selvfølgelig skal du da ikke af med dem


  • #16   23. jul Michelle er rigtig godt, tror måske du meget skal overveje ny dyrlæge fordi det er da noget værre vås at sige. Simpelthen ikke godt nok.


  • #17   24. jul Jeg tænker i samme baner som din dyrlæge - at udeadgang (eller "bare" mere plads) kan øge trivslen og måske afhjælpe urenlighed.
    En lille ét-værelses ER altså et meget lille territorium for en kat - efter min mening (og mange kattes) også for lidt. Og her er så endda tale om to katte.

    Jeg kan godt forstå, at du ikke vil have tisseri under din seng, og har blokeret adgangen dertil. Set fra kattens synspunkt betyder det bare endnu mindre plads - endda en, for ham, vigtig plads - og dermed en yderligere stressfaktor.

    Hvad urenligheden præcis skyldes er uvist, så det vil ikke være rigtigt at omplacere til nyt hjem i håb om at han stopper med tisseriet. På den anden side, så tvivler jeg desværre på, at det kommer til at fungere i længden med to indekatte på så lidt plads. smiley


  • #18   24. jul Du kan evt prøve at kontakte Michelle Garnier, hun har forstand på katteadfærd og forhandler også en god naturmedicin til nervøse og stressede katte. Jeg ved, mange har haft stor glæde af medicinen. Den hedder Nervosyl og det er kun hende, der forhandler den. Jeg mener, hun er medlem af Facebook-gruppen Katteforum, men du kan også bare google hende.

  • #19   24. jul Susanne:
    Det er desværre nok ikke alle dyrlæger, der tænker sådan, når der stadig er en slags accept af, at man mange steder holder udekatte til trods for, hvad loven siger.

    Anja:
    Nej, det er nok rigtigt.
    I hvert fald har jeg prøvet at “renlighedstræne” Amigo med de råd, du gav mig, og indtil videre har han ikke haft et eneste uheld, så jeg tror det virker. Jeg har også lagt mærke til, at han nogle gange laver kradsebevægelser i gulvet, efter han har spist, og så er det som regel, fordi han skal tisse, så jeg sørger for at bære ham hen i kattebakken.
    Hvis tisseriet alligevel fortsætter, vil jeg kontakte Michelle Garnier, for nej, selvfølgelig skal jeg ikke af med dem smiley

    Ida T: Ja, indtil videre er jeg godt nok heller ikke super tilfreds med min dyrlæge. Lige så snart det ikke drejer sig om sygdom hos katten, havde han i hvert fald ikke meget at sige andet end, at det måtte være noget “adfærdsrelateret”, og han spurgte heller ikke ind til noget som helst for at finde ud ad, hvad der så kunne forårsage den adfærd smiley Desværre er der ikke rigtig nogen dyreklinikker tættere på, og måske kan jeg trøste mig med, at man ikke nødvendigvis har den samme dyrlæge hver gang - så er jeg måske heldigere næste gang.

    Tinka:
    Ja, det er selvfølgelig ikke meget plads de har, men ikke desto mindre har jeg troen på, at det godt kan fungere, hvis man sørger for klatretræer, flere niveauer, leg og andet stimuli og tænker også, at det vel er bedre med to indekatte end én, for så kan de jo lege med hinanden?
    Hvis jeg selv skal vurdere det, synes jeg at mine katte lader til at trives. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om de vil trives endnu bedre med en hel masse plads og måske også adgang til udendørs løbegård. Men selvom jeg fx har ryddet vindueskarmen til dem ude i køkkenet, så de kan kigge ud af endnu et vindue, så befinder de sig det meste af tiden inde i stuen/soveværelset. Det ville de vel ikke gøre, hvis de gerne ville have mere plads, tænker jeg.
    Hvis det på et tidspunkt kommer til at gå dårligt, vil jeg selvfølgelig genoverveje hele situationen, men jeg ønsker virkelig ikke at tage sorgerne på forskud smiley

    Kirsten:
    Det vil jeg da se nærmere på og overveje.


  • #20   24. jul Michelle har et holistisk syn på katteadfærd, hvilket betyder, hun kigger på helheden, når hun arbejder med problemerne. Håber, du når frem til en løsning. Jeg har selv haft problemet med to hankatte, der strintede. Da jeg havde haft dem 8 år skete det noget imellem dem, så de begyndte at strinte, specielt den ene blev meget nervøs, han var også sart i forvejen. Der fandtes ingen Michelle, så vi fik lykkepiller, som var umulige at få i ham, dem blev han mere nervøs af. Jeg føler med dig, problemet er meget stort.

  • #21   28. jul Hej
    Jeg har været det samme igennem. Købte 2 Cornish Rex, de var halv brødre. Havde mange problemer med den ene, han tissede alle vegne, flænsede mine møbler, fik ham til dyrelæge flere gange. Iøvrigt var begge kasteret. dyrlægen mente han var meget dominerende, hvilket han også var. lavede stort på kattebakken men dækkede det aldrig til, også et tegn på dominans. De to elskede hinanden, man den ene bankede den anden meget voldsomt. Resultatet var at dyrlægen gav ham nogle piller til at dæmpe ham lidt, det duede slet ikke, han var så dopet at han bare lå hele tiden. Jeg havde samme mening at skulle han aflives så skulle den anden også, men man afliver jo ikke en sund og rask kat. Til sidst tog jeg den tunge gang og fik aflivet "problem barnet". Den raske savnede ham noget så forfærdeligt, ledte alle vegne. Det gjorde jeg iøvrigt også, altså savnede ham.
    I dag har vi en ene kat, han er faldet til ro, er så dejlig, laver ingen ulykker. Har altid været indekat dog med en løbegård han bruger flittigt.
    Det jeg vil frem til er at du skal tænke dig godt om før du får aflivet begge, Tror du vil fortryde det bitterligt. Vi elsker vores kat, han er tryg, tilfreds og meget kælen.


  • #22   30. jul Hanne K:
    Jeg er ked af at høre, at du har været det samme igennem, og at det måtte ende med aflivning. Det er dog godt at høre, at det i dag går godt med den anden kat.
    I forhold til mine katte synes jeg på ingen måde, at problemet er så slemt, at jeg overhovedet overvejer aflivning. Ud over tisseriet virker de begge glade og tilfredse, og med forskellige tiltag har jeg næsten fået bugt med problemet. Men det er godt at vide, at jeg ikke nødvendigvis ville behøve at skulle af med dem begge to, hvis det skulle blive så slemt.


Kommentér på:
Urenlig killing

x