Kan vi lære 3 - Gør vi nok ?? {{forumTopicSubject}}

Der er igennem de sidste 30 år lavet forskning og undersøgelser af hunde og opdræt af hunde. Behøver det at være så svært at få noget igang med forskingen af katte herhjemme ? Kan vi gøre mere end vi gør ?

Hundefolkene og klubberne har jo lavet mange undersøgelser, som de selv har iværksat, kan vi bruge det til noget ?

Her er et eks. på en godt nok gammel undersøgelse men det viser lidt om hvad man kan komme frem til, og evt. bruge det til. Det er lavet på race og blandingshunde.

DEFEKT REGISTRERINGEN
- DKK-HUNDENE ER IKKE MERE SYGE END ANDRE HUNDE

DKK og Den Danske Dyrlægeforening indledte et samarbejde vedrørende registrering af sygdomme hos hunde.

Baggrunden for projektet var bl.a., at racehundeavlen, som alle ved, med jævne mellemrum bliver udsat for kritik, både fra lægmand og fra professionelle. DKK ønskede med sin deltagelse i projektet dels som nævnt at få belyst den almene sundhed hos hundene dels at få be- eller afkræftet de kritiske synspunkter.

Projektet i praksis

40 dyreklinikker og -hospitaler skulle indberette de defekter de stødte på i dagligdagen. De deltagende dyrlæger skulle stort set indberette alt, hvad de måtte støde ind i af problemer hos hundene - det være sig lige fra banale småskavanker, permanente eller forbigående, til alvorlige invaliderende og eventuelt dødelige lidelser.
Hunden skulle være identificerbar så DKK-hunde kunne skelnes fra andre hunde, men i øvrigt ville indberetningerne foregå i anonymitet (så bl.a. ejer og dyrlæge var ukendte, og så registreringen af defekten skete uden nogen forbindelse til DKK's almindelige registre med hundeoplysninger)
.
De 40 dyreklinikker og -hospitaler var tilfældigt udvalgte, så indberetningerne kunne blive så dækkende som muligt. Det er klart, at med 40 deltagende klinikker og hospitaler, er der ikke tilnærmelsesvist sket indberetninger for den samlede hundebestand i Danmark, men resultaterne fra projektet kan godt betragtes som tilstrækkeligt dækkende.
Projektet kørte i en periode på 2 år.

Resultater

Ved projektets afslutning har vi i DKK måtte konstatere, at der ikke er kommet så mange indberetninger fra dyrlægerne, som vi kunne have ønsket os.

Der er indberettet defekter for i alt 2661 hunde. Af dem er 2309 racerene, og 352 blandinger. Af de 2309 racerene hunde, har alene 552 med sikkerhed kunnet identificeres som DKK-hunde. De resterende 1757 racerene hunde består af racerene hunde uden stambog, med stambog i andre organisationer eller DKK hunde der blot ikke er opført som sådan på skemaerne. For at få et større materiale, og dermed et bedre statistisk grundlag at udtale sig på, er alle de racerene hunde medtaget i beskrivelsen nedenfor - altså i alt 2309.
Materialet har været genstand for statistisk bearbejdning. I statistikken bruger man ofte betegnelsen "statistisk signifikans", når man skal vurdere om nogle talmæssige afvigelser er udtryk for reelle forskelle, eller blot er tilfældige udsving.
F.eks. er hyppigheden af mave-tarmlidelser her hos racehunde 9,83% og hos blandinger er den 6,82. Umiddelbart er de to tal jo ikke ens, men rent statistisk er forskellen på de to tal ikke signifikant. Det vil sige, at reelt er forekomsten af mave-tarmlidelser den samme, selv om de "rå" tal er forskellige.

Ørerne volder især problemer

Ser man på det samlede materiale uden at skelne mellem racehunde og blandinger, er der en ting der straks springer i øjnene: Ca. 1/3 af alle hundene gik til dyrlægen fordi de havde problemer med ørerne. Det er primært betændelse i den ydre øregang, og blodører der bliver behandlet.
Øreproblemer kan ikke siges at være et racehundefænomen. Hos blandingerne havde hele 38% øreproblemer, mens racehundene tegnede sig for 28%. Der er altså flere blandinger end racerene hunde der må behandles for ørelidelser.

Ser man på racefordelingen er der også flere overraskelser. Tidligere hævdede mange, at øreproblemer mest sås hos de racer der havde lange tunge hængeører, som f.eks. cocker spaniel. Cockeren er da også en af de racer der ofte har øreproblemer, men den bliver overraskende nok overhalet af både airdale terrier, golden og labrador retriever, newfoundlænder - og også af de andre spanielracer amerikansk cocker og engelsk springer spaniel. Der må altså være andre årsager end de tunge ører alene.

Både retrieverracerne og newfoundlandshunde er kendt for deres store vandpassion, og nogle hunde får problemer med ørerne ved for meget vandgang. Vandskyende vat i ørerne kan være en løsning for nogen, mens det for andre er nødvendigt med begrænsninger for vandpjaskeriet. En væsentlig del af øreproblemerne kan også være sekundære i forbindelse med forskellige former for allergi. Dette emme vil blive berørt senere.

Ud af de 2309 racehunde kunne 552 som sagt med sikkerhed fastslås som DKK-registrerede hunde. Andelen af øreproblemer i denne gruppe isoleret set er helt nede på 6,16%.

Kønsorganerne

Den anden store gruppe i det samlede materiale indeholder bl.a. livmoderbetændelse, knuder i mælkekirtlerne, kryptorchisme og fødselshjælp. Ca. hver femte hund - eller 20,26% - falder i denne gruppe.
Igen er det interessant at se, at fordelingen hos racehunde er blandinger er stort set ens: hhv. 20,14% og 21,02%. Der er altså lige så mange blandinger som racehunde der bliver ramt af lidelser i kønsorganerne.

Den hyppigste diagnose i gruppen er livmoderbetændelse

Adfærdsproblemer

Samlet set udviste knap 4% af de deltagende hunde forskellige former for uønsket adfærd. Aggressivitet og alene hjemme-problemer er blandt de ting ejerne hyppigst løber ind i.

Forekomsten af adfærdsproblemer hos blandinger er ca. dobbelt så stor som hos racehunde. Man kan kun gisne om årsagen til denne forskel, men det kan måske skyldes at folk der køber racehunde oftere går til hvalpemotivation, lydighedstræning o.s.v. i forhold til dem der har blandinger. Gennem DKK får ejerne af racehunde desuden bedre tilbud om træning, og hvis der opstår problemer, har de mulighed for at få råd af hundekonsulenterne.

På Landbohøjskolen registrerede man over en tre måneders periode i sommeren 1996, alle aflivninger i seks udvalgte dyreklinikker. Undersøgelsen viste bl.a., at blandinger i højere grad blev aflivet pga. adfærdsproblemer end racehunde.

Der kan være mange årsager til denne forskel, men for blandingshundene vil bl.a. uheldige "blandingsforhold" også kunne resultere i afkom med problematiske egenskaber. Kombinerer man f.eks. en race med klare vogteregenskaber (brugshunde) med en race der har klare jagtegenskaber kan det, hvis man er uheldig, resultere i en hund der er decideret farlig.

Det hormonelle styresystem

Man kalder det også det endokrine system, og det er meget vigtigt . I for hundens sundhed. Det er det der sikrer korrekt funktion af skjoldbruskkirtel, binyrer, bugspytkirtel m.m. Forstyrrelser i det endokrine system giver ofte alvorlige sygdomme, der kræver livslang medicinsk behandling. Det gælder f.eks. sukkersyge og nedsat funktion af skjoldbrusk kirtlen.

Blandt racehundene havde knap 2 % af hundene sygdomme af denne art. For blandingernes vedkommende var tallet lidt højere 3,69%. Forskellen mellem de to tal er lige akkurat statistisk signifikant, men heller ikke mere.

Der er ikke påvist nogen specifik arvegang for de forskellige endokrine lidelser, men mange formodes alligevel at have en genetisk baggrund, og det bør der tages højde for i avlen.

Hjertet

Hjertesygdomme hos racehunde har der været en del fokus på gennem de sidste år. Gruppen af hjertesygdomme indeholder både de aldersbetingede sygdomme og de hjertesygdomme der forekommer i en yngre alder.

Blandt racehundene drejer det sig især om sygdommen cardiomyopati, der oftest rammer de store racer og om sygdommen endocardiose der mest ses hos små racer, især cavalier king charles spaniel.

Der er signifikant flere racehunde end blandinger der rammes af sygdomme i hjerte-karsystemet, hhv. 3,94% og 0,57% og samlet i hele materialet havde 3,5% af hundene hjerte-kar-problemer. Nogen præcis arvegang er ikke klarlagt, men der forskes på området

Huden

Lidelser i huden tegner sig samlet for godt 7%. Det er her man finder allergier, eksemer og håraffald. Hudlidelser er ofte til stor gene for såvel hund som ejer.

Forskellen mellem racehunde og blandinger er lige akkurat statistisk signifikant - til blandingernes fordel. Dvs. der er lidt flere hudlidelser hos racehundene. I det foreliggende materiale er de racer der hyppigst rammes af hudlidelser: Cocker spaniel, engelsk springer spaniel, schæfer og west highland white terrier.

Af og til ser man hos hunde en kombination af hudproblemer og betændelse i den ydre øregang.
Sygdommen kaldes seborrhea, og det er en kronisk hudlidelse der medfører at pelsen får et fedtet og snavset udseende. Den normale hudflora ændres og hudbetændelser pga. stafylokokker er meget almindeligt.

Årsagen til at en hund udvikler seborrhea forbliver ofte ukendt, men lidelser i stofskiftet eller allergier kan spille en rolle.

Det er altså muligt at en del af de mange øreproblemer, undersøgelsen har vist skyldes dette seborrhea-kompleks.

Allergi er tilsyneladende et stigende problem hos hunde - ligesom det jo er hos mennesker. Årsagen kendes kun sjældent, hvilket gør behandling vanskelig. Ofte er symptombehandling med kløestillende midler den eneste udvej.

Bevægeapparatet

Undersøgelsen deler lidelserne op i 4 grupper: en bred gruppe med led , ligamenter og muskulatur, samt de tre mere specifikke hofteledsdysplasi (HD), albueledsarthrose (AA) og discusprolaps.

Ser man på den brede gruppe, har racehundene tilsyneladende flere problemer med deres led og ligamenter end blandingerne. Blandt de små racer som pomeranian og pudel ser man hyppigt patellaluxation (knæskallen "går af led''). Hos de store aktive racer som f eks. jagthundene er ødelagte korsbånd i knæet den hyppigste lidelse.

I materialet er der ikke nogen signifikant forskel når man går til de mere specifikke sygdomme HD og AA - her er forekomsten den samme hos racehunde som hos blandinger. Der er dog forholdsvis få hunde i grupperne hvilket gør det statistisk mere usikkert. Blandt racehundene er det schæfer, rottweiler og labrador der oftest får stillet diagnosen HD eller AA.

Der ses flere discusprolapser hos racehundene, og her er det gravhundene der tegner sig for størstedelen. Af samtlige registrerede discusprolapser var over halvdelen hos gravhunde

Det er ikke alene den lange ryg hos gravhunden der er årsag til discusprolapserne. Gravhundens statur skyldes nemlig en arvelig egenskab, der ændrer den normale omdannelse fra brusk- til benvæv under væksten. Denne egenskab har sandsynligvis en stor betydning for forekomsten af discusprolaps.

Dårlig mave

Knap l0 % af alle hunde i underøgelsen havde sygdomme i mave-tarmkanalen. Gruppen dækker over flere forskellige lidelser, lige fra banale diarréer til de mere alvorlige mavedrejninger.

Racehunde og blandinger har - ser det ud til - lige stor risiko for at blive ramt af mave-tarm lidelser. Forskellen er ikke signifikant mellem racehunde og blandinger, og maveproblemerne er desuden nogenlunde jævnt fordelt over alle racerne.

Nervesystemet

Gruppen indeholder alle lidelser i nervesystemet, med epilepsi som langt den hyppigste diagnose.

2,56% af racehundene og l,99% af blandingerne har sygdomme af denne art, og denne forskel er ikke signifikant. Der er altså ikke nogen forskel på forekomsten af nervøse lidelser hos racehunde og blandinger. Visse typer af epilepsi menes at være arvelige

For de sidste tre gruppers vedkommende - urinvejslidelser, lidelser i luftvejene og øjenlidelser - kan der ikke påvises nogen forskel mellem racehunde og blandinger.

Sammenfatning

DKK's opdrættere skal naturligvis stille høje krav til sundheden ved udvælgelsen af avlsdyr, men samlet set giver projektets resultater ikke grundlag for den til tider kraftige kritik som racehundeavlen bliver udsat for.

Den viser derimod at indenfor de tre største problemområder ører, kønsorganer og mave-tarmsystemet er fordelingen stort set ligelig mellem racehunde og blandinger. Det er værd at bemærke at disse tre områder dækker ca. 60 % af samtlige registrerede sygdomme.

I DKK's store medlemsundersøgelse blev medlemmerne stillet en række spørgsmål om deres hundes velbefindende, og undersøgelsen vil derfor give svar på nogle af de samme spørgsmål, som blev rejst i defektregistreringen.

Ville vi have gavn af at få lavet en ligende undersøgelse ?