Findes kærlig mobning? {{forumTopicSubject}}

<b>Er det egentligt sjovt, når ens kæreste, siger, at man er sød som buttet, eller man driller sin far med at være blevet halvblind med alderen?

</b>“Du skal være mundskænk, for du er lettest at undvære,” driller min faster og rækker min far et stykke jordbærtærte med mazarinbund. Hun er dog ikke klar over, hvad hun har sat i gang…

Efter første bid tager han sig til halsen og falder rallende ned ad stolen. Snart erklærer han dog, at desserten smager skønt, bortset fra at bunden er lidt hård, hvilket viser sig at være en underdrivelse…

De ældre i selskabet har svært ved at tygge igennem, og der er ligesom gået hul på høflighedsbylden: “Undskyld, kan du række mig saven?” lyder det fnisende fra bordenden, mens en anden skubber hunden væk med ordene:

“Nej, du må ikke tigge, du knækker bare dine tænder eller får en slem hjernerystelse, hvis jeg taber en krumme.” Alle griner. Også bagermesterinden – om end anstrengt.

<b>Vi er dumme svin
</b>Vi fastholdes i roller, og vi spiller dem gerne. Dét er kærlighed. Vi kan kun tale sådan, fordi vi i grunden elsker og respekterer hinanden. Det fortæller vi i hvert fald os selv. Hvis kritik bliver sagt med et smil, så har man værsgo at grine … af sig selv.

Ordsproget ’Den, man elsker, tugter man’, frigør os til at være dumme svin!

For af og til er der nemlig en brod af alvor i det sagte, der stikker og generer længe efter, at latteren forstummer.

Den kærlige mobning binder dog også folk sammen, fordi det er svært at sige store ting i konflikt- og følelsesforskrækkede Danmark.

<b>Kærlighed igennem mobning
</b>Når en kollega tørt konstaterer, at det er som at besøge Zoologisk Have at arbejde sammen med mig (fordi jeg ubevidst laver dyriske lyde, når teknikken driller), så ved jeg for eksempel, at det er en måde at sige, at hun holder af mig og mine særheder på.

Og når jeg med falsk omsorg i stemmen spørger, om hun græder, da hun nynner, så bekræfter jeg, at følelserne er gengældt.

Men hvor ville det være befriende, hvis vi en gang imellem lod mazarinbund være mazarinbund og blot sagde tak, og jeg holder af dig, præcis som du er! (Men måske lidt kedeligt).

<b>Er det i orden at mobbe hinanden, hvis det gøres med kærlighed? Og er nogle kritikpunkter lettere at påpege, hvis de siges med et smil?