At avle på ikke synlige defekter {{forumTopicSubject}}

Det nemme at avle ud af sit opdræt er de lidelser der kan kan DNA testes for.

Det svære er de lidelser der ikke er synlige. Avlskatten viser altså ikke selv defekten. Det er bestemt ikke det samme som avlskatten ikke kan producere afkom der får defekter.

En del af disse lidelser er polygenitiske, meget svære at styre hvis man ikke ved hvad der gemmer sig i hannens og hunnes gener. Det kan man kun få et billede af ved at have kendskab til status på forfædre – naturligvis for både han og hun.

Man skal ikke lukke alt der viser sig at give en eller anden mindre fejl – men man skal vide katten gør det, og man skal ikke parre ind til katte der giver samme fejl.

Det der er sværest at styre er de lidelser/defekter man mener er polygenetiske, f.eks.: Navlebrok, manglende testikler, manglende tå halefejl, HD og PL, osv. De to førstnævnte skal man have en negativ attest før de anvendes i avl i FD – at jeg så personligt anser de to sidste for langt værre, idet der er både store smerter for katten og omkostninger for ejeren forbundet med dem – er en anden sag.

Man skal tænke sig mere end godt om og have sat sig ind i en masse før man sætter to katte samme. Det valg man gør kan have en konsekvens – skrækkeligt at sælge katte til glade købere, der får udgifter der langt overstiger det der er givet for katte – og skal være vidne til de gener det har på katten.

Så derfor sprøg når du køber kat og parring fremfor selv at skulle finde ud af det. Og husk, der findes ikke een stamtavle uden der er det ene eller det andet - forhold dig til det - og arbejd væk fra det.

Dette er ikke ment bedrevidende, nedladende, som hetz, personligt angreb eller nogen af alle de andre begreber der flyver rundt på KG. Det er ment som et seriøst diskussionsgrundlag til hvordan man sikrer at de killinger, og dermed det personlige ansvar man har, bliver bedst muligt varetaget.