Josef har fået fred. R.I.P {{forumTopicSubject}}

Efter en hård dag i går med op og nedturer valgte Josef at ligge sig op på kirkegården og sove ind.

Han sov ind hvor han ønskede det, der hvor strejfede rund og puttede sig når han trængte til fred fra hundene.

Han forduftede ganske uset, sidst på aftenen i går, og den store eftersøgelse gik ind, syv man stærk søgte og ledte, velvidende at vi nok ikke ville finde ham i mørket, og at han var taget på den sidste strejfetur.

Da lystet brød frem fortsatte vi selv, Henrik gik på kirkegåden og jeg søgte i haven, men håbet var næsten ude. Det eneste vi ville var at finde ud af hvor han var.

Da vi efterhånden havde opgivet at finde ham, ringede min veninde for at trøste mig. Det gav mig lige det sidste der skulle til, så jeg gik på kirkegåden, med det mål at vende hver en gravsten og søge under hver en busk. Jeg skulle heldigvis ikke søge længe, før jeg fandt ham. Godt gemt under et højt grantræ bag nogle gravsteder.

Lettelsen var stor, selvom den bette mand ikke længere var i live. Nu vidste vi i det mindste at han har fået fred, og at han sov ind hvor han ønskede det.

Jeg skammer mig over at vi ikke lod ham aflive, men som dyrlægen sagde da hun ringede, så havde han ikke ondt, og han havde fået en fair chance, det må jeg så trøste mig med, selvom det er hårdt.

Vi har valgt at få ham brændt, hvad vi så gør med asken ved vi ikke helt endnu.

Ære være hans minde.