Så er vi ved vejs ende :'( {{forumTopicSubject}}
Min lille babymiv Cirkeline har lidt af kronisk defekt på nyrerne det sidste gode halve års tid. Hun har været på nogle symptommodvirkende piller og har fået en særlig nyreskånsom kost siden vi fandt ud af det.
Hen ad vejen har hun haft nogle nedture hvor hun virkelig har været syg pga. det. Hun har kastet op, nægtet at spise og ikke fået nok væske.
Nu er hun så blevet syg igen. I morgen har hun været det i en uge - og der ser ikke ud somom hun bliver god igen. Lige nu ligger hun ved siden af mig i min seng. Hun er nok så kælen og vil gerne spinde - men hun er desværre begyndt at blive kold 
Jeg tror hendes system ligeså stille er ved at lukke ned. Hvis hun kommer gennem natten, er vi nok nødt til at tage ned til Doktor dyr i morgen og gøre en ende på det.
Cirkeline er jo MIN kat - hun har valgt mig som sit menneske, og sover altid hos mig. Hvis jeg er hjemmefra i længere tid (et par dage fx. ) kan hun blive rigtig fornærmet og give mig den kolde skulder i flere dage - men så bliver hun god igen. Hun er superkælen og hengiven. Selv nu hvor hun er så syg, kæmper hun sig vej op til mig, og gnider sig kælent op af mine ben og arme, før hun dejser om i sengen. Jeg har aldrig haft en kat der var så tæt knyttet, kun til mig. Så det er rigtig svært. På den anden side føler jeg mig også lidt dum. Hvordan kan man dog knytte sig så meget til at dyr? At det vælter ens verden? Midt i SRP og eksamener i 3. G ...
Hvordan tog i beslutningen om, at nu var det altså slut - nu opgav vi kampen og gav katten fred? Jeg ville ønske hun bare stille og roligt sov ind her ved siden af mig. Men hvis ikke hun gør det, er jeg nødt til at tage beslutningen for hende - tage ansvaret for at hun får en værdig død og ikke lider mere end højst nødvendigt. Det er jo det ansvar man påtager sig, når man anskaffer sig en kat - selvom det gør ondt.
mar 2005
Følger: 20 Følgere: 19 Katte: 8 Emner: 16 Svar: 236
På et tidspunkt ophobede hun affaldsstoffer, og begyndte at opføre sig underligt indimellem. En af de andre unge katte begyndte at "mobbe" hende, og dagen efter tog jeg op og fik hende aflivet. Det var for uværdigt for hende.
Det er rigtigt vært. ;-(
feb 2008
Følger: 16 Følgere: 15 Katte: 7 Emner: 32 Svar: 357
Og hun er desværre ikke det eneste dyr jeg har måttet gå med... 4 hunde og et utal af katte er det blevet til i tidens løb. Og aldrig aldrig bliver det en vane... jeg tuder som pisket hver gang jeg siger farvel...
maj 2007
Følger: 73 Følgere: 74 Katte: 10 Emner: 59 Svar: 5.742
Så sker det i hendes vante, trygge omgivelser, så hun undgår at føle angst og stress i sine sidste timer.
Sådan har jeg altid taget afsked med mine dyr, med mindre vi var hos dyrlægen og ikke var forberedte på aflivning.
Du kan tro, jeg føler med dig, men det er den sidste tjeneste, vi kan gøre vores firbenede venner, når livet ikke mere er værd at leve.
apr 2009
Følger: 22 Følgere: 21 Katte: 3 Emner: 11 Svar: 926
Ja det er det store tunge ansvar der følger med at anskaffe sig et familie-dyr.
Jeg har haft flere katte med kroniske nyreproblemer som levede i mange år på skånekost, efter de var kommet igennem den første svære tid, hvor de var på dyreklinikken om dagen og få vædske og hjemme om aftenen og natten. En af dem var på dyreklinikken til vædskebehandling 2-3 gange om ugen i 2 uger, hvorefter hun igen var helt frisk og levede mange år efter på nyre-diæt.
En anden (huskat) klarede den desværre kun kort tid, det var en huskat med PKD (Polycystic Kidney Disease). Ham måtte vi så sige farvel til forholdsvis hurtigt, men det var det bedste for ham.
Som Mega vil jeg klart anbefale, at dyrlægen kommer hjem hos jer, så det kan foregå i rolige og vante omgivelser. Det plejer jeg også at gøre, selvom det selvfølgelig er lidt dyrere. (min dyrlæge bor 30 km fra mig, så der løber godt en extra time på til køretiden + selvfølgelig kørselsomkostninger).
Håber det bliver så pænt og roligt som muligt.
Bedste Hilsner
Pia
feb 2009
Følger: 1 Katte: 2 Emner: 4 Svar: 14
Vil fortælle min historie om hvordan jeg fik min første kat, Pelle aflivet for ca 5,5 år siden.
Pelle blev 16 år gammel. Jeg fik ham af mine forældre da jeg var 5. Han var MIN kat. Han sov hos min i min seng hver nat ( også når jeg ikke var hjemme ) og han endte altid med at ligge på hovedpuden når jeg vågnede og jeg lå med hovedet ved siden af hovedpuden. Han var en hyggekat med sin egen mening. Han kom til mig når han ville nusses og gik igen når han ikke gad mere. Og det var kun mig han rigtig ville nusses af. Da jeg flyttede hjemmefra, blev han hos mine forældre da han var vant til at være ude og fange mus og fugle og hvad han ellers kunne komme afsted med ( han er engang kommet hjem med en agerhøne der var levende og slæbt den med ind under sofaen- 1 time før vi skulle have huset fuld af gæster til en fødselsdag og min mor havde lige gjort hele huset rent :P)
Jeg var hjemme minimum 1 gang hver uge og han kom altid løbende hen til mig når jeg kom. En dag da jeg kom hjem køb han som sædvanlig løbende hen til mig men han virkede alligevel anderledes. Min mor fortalte mig at han ikke havde spist ret meget i den forgangne uge men virkede som om han ventede på noget.
Jeg var hos mine forælde fra fredag til søndag og det var som om at Pelle gav slip og viste hvor skidt han havde det. Han kunne ikke spise selv, så jeg moste vådkosten mere og fodrede han og gav ham vand. Han ville ikke andet end at ligge hos mig og lørdag aften kunne han ikke hoppe og op i senge til mig så jeg måtte løfte ham. Der fortalte jeg ham at jeg ville gøre det rigtige for ham om søndagen og få ham aflivet. Jeg sov stort set ikke hele natten og lå bare og aede ham og kiggede på ham. Her lå min stærke, dejlige kat gennem 16 år og jeg kunne ikke bære at han havde det skidt. Næste morgen tog jeg ham ned til dyrlægen og fik ham aflivet. Fik lov at sidde med ham i skødet da han udåndede og han virkede utrolig fredfyldt. Jeg tudede som piskede og tuder stadig hver gang jeg ser billeder af ham. Sidder også og græder mens jeg skriver dette, for jeg er ike i tvivl om at han havde ventet på at jeg kom hjem så jeg kunne tage mig af ham og sørge for at kom værdigt herfra.
Han elskede at ligge på en kurvestol der havde en hvid hynde, selvom min far sagde at det måtte han ikke. Pelle var sort og min far var træt af alle de sorte kattehår på den hvide hynde. Da jeg begravede ham ved det store træ i vores baghave, blev han begravet på den hvide hynde så han kunne ligge blødt.
Jeg havde egentlig længe bestemt at jeg aldrig ville have kat igen for sådan en aflivningstur kunne jeg ikke klare igen. Min kæreste har dog fået mig til at se at alt den glæde og de dejlige oplevelser man får med en så tæt ven langt overtrumfer den smerte det er at aflive dem.
Så jeg vil bare fortælle dig at du ikke er underlig når du knytter dig så tæt til et dyr at du føler det kan vælte hele din verden! Det vil det gøre, men du kan finde en masse trøst i at du gør det rigtige for din kat. For som du selv siger - det er et ansvar man tager når man anskaffer sig en kat - uanset hvor ondt det kan gøre at tage beslutningen. Det er det rigtige du gør og din kat vil være taknemmelig for det.
Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med det hele og krydser fingre for dine eksaminer.
Hvis du skulle have brug for råd eller noget i den stil, er du velkommen til at skrive en besked til mig.
Med venlig og varm hilsen,
Christina ( som nu har fået 2 skønne og dejlige killinger der giver mig en masse gode og sjove oplevelser)
Så er vi ved vejs ende :'(