Miaver pludselig hele tiden {{forumTopicSubject}}

Kære alle,

Jeg har en Hellig Birma, som er lidt over 1 år. Det er en kastreret han, og han har altid kun snakket, når han tydeligt har villet opnå noget, f.eks. mad, kæl eller leg. Han miavede egentlig ikke normalt, når man kom hjem - så spandt han bare meget højt, gned sig op ad benene på én, og smed sig på gulvet i en "nus mig"-position.

Så en glad og tilfreds enekat har han altid givet udtryk for at være. Og ikke en særligt snakkende én af slagsen.

Nu er jeg så flyttet fra min ekskæreste, til en lejlighed for mig selv. Det gik fint de første 2-3 uger, og katten virkede som om, han havde accepteret dette skift ganske fint.

Nu er han så til gengæld pludselig begyndt at miave ekstremt meget. Det er nærmest kun når han sover, leger, spiser, er på bakken, eller lige sidder i vindueskarmen og kigger ud en halv times tid, at han IKKE miaver. Ellers kører han bare på - helt nede fra maven med få sekunders mellemrum.

Jeg kan sagtens distrahere ham med leg, og tit virker det også som om, han egentlig bare gerne vil have min opmærksomhed, fordi han sidder og nedstirrer mig, imens han miaver. Men han er nærmest utrættelig, og vil lege HELE tiden, virkelig. Så straks man stopper, så miaver han igen. Jeg kan godt sige: "NEJ" eller bare snakke lidt blidt tilbage og så stopper han faktisk nogle gange. Men så lægger han sig lidt deprimeret på gulvet... Han har ellers altid elsket selv at lege med en bold. Nu er det pludselig ikke interessant. Nu vil han kun lege med mig i den anden ende af en drillepind/snor. Og det skal være i flere timer om dagen.

Jeg er hjemme og læser til eksamen for tiden, så han er stort set ikke alene på noget tidspunkt.

Men mit spørgsmål går jo så på, hvad det egentlig kan skyldes, at han er begyndt på det her hjerteskærende miaveri. Det går lige i maven på én. Nogle gange miaver han også bare højt ud i luften inde fra et andet rum, hvor jeg ikke er.

Dyrlægen mente, at det kunne have noget med foråret at gøre - på trods af at han er en kastreret indekat. Han har godt nok også været henne ved både hoveddør og bagtrappe og forsøgt at åbne dem, imens han har miavet.

Men opdrætteren mener ikke, at dette er en relevant begrundelse, da han jo ikke har nogen kønsdrift. Hun mener, at det er en lidt forsinket reaktion på flytningen, og at han savner både det gamle hjem og min ekskæreste. Hun mener, at det vil være bedst (i hvert fald på sigt), at jeg anskaffer mig en kat mere, så han får noget selskab.

Jeg undrer mig så bare over, at han jo altid har klaret sig fint som enekat indtil nu, og blot fordi min eks ikke er der mere, burde det ikke få kattens verden til at gå under på længere sigt, da jeg alligevel altid har været den, der har været mest hjemme.

Så kan det være en overgangsfase?

Det har stået på i ca. 2 uger nu.

Indtil videre har jeg nu i 4 dage forsøgt at berolige ham med det naturlige produkt Zylkene, som jeg har fået anbefalet og tilsendt af opdrætter, og får forhåbentlig en Feliway til stikkontakten med pakkeposten i morgen. Zylkenen har hjulpet en smule, så han faktisk tier stille i længere tid ad gangen og holder hurtigere op igen. Men det er stadig meget, og det skal jo nødigt blive en vane/tvangshandling for ham.

Undskylder det meget lange indlæg. Håber på, at der er nogen, der når igennem det, og kan komme med et bud eller nogle erfaringer