Øv den kærlighed altså.. {{forumTopicSubject}}

Jeg er så frustreret lige nu:'(
Jeg har virkelig brug for andres syn på denne sag,.

Sagen er den at jeg altid har været dødens bange for at binde mig til andre, især fordi jeg har oplevet en masse svigt gennem mit liv. Sådan noget som er elske andre både familie men også venner, og kærester er IKKE noget jeg har kendt til, før jeg mødte denne dreng,

Jeg har været rigtig gode venner med denne her dreng, som jeg følte jeg kunne fortælle alt til, vi havde virkelig et bånd sammen, som jeg aldrig har set eller følt før, vi kunne blot kigger på hinanden også viste vi, hvad hinanden tænkte. han fik virkelig, det allerbedste frem i mig.

Først gang jeg mødte ham, var dengang vi gik i skole sammen, hans venner var fra en anden "klasse" og var ikke sammen med hverken mig eller mine venner, men alligevel kom han ud og var ved mig. Han har kunne holde mig ud når jeg var allerværst. . Det begynte så at gå mere op, for ham og jeg at vi ikke kunne undvære hinanden, men som livet nu engang er, vare intet forevigt, heller ikke dette, jeg skulle flytte og jeg skulle flytte langt væk fordi min mor ikke kunne holde på hendes kæreste.

Men alligevel holdte vi kontakten i 4 lange år! hvor vi ikke så hinanden, i 4 år skrev vi til hinanden som "kom vi sammen".

Her igår var vi så ude sammen, det var skønt jeg kunne vise følelser igen, selvom jeg havde gemt dem væk da jeg skulle flytte. Jeg blev menneskelig, jeg tillod mig selv, at lukke ham ind. eller ratter sagt, lukke mig selv ud af de mure jeg nu havde været spæret inde i. - han er godt klar over det problem jeg har med at binde mig og i det hel taget at vise følelser. som han respektere.
Vi kyssede og sådan noget og snakket om hvornår vi skulle ses igen. og vi syntes begge aften havde været god.

Og det underlige er bare at EFTER jeg tog hjem har jeg bare ikke hørt en lyd fra ham overhovedet! Det er sku da halv unormalt eller hva?
Måske tager han, hensyn til min angst for at binde mig, og tror jeg kontakter ham når jeg er klar? på den anden side, ville han også vide at det ville jeg ikke gøre... eller også er han ligesom alle de andre drenge som bare vil i bukserne på en, eller også har han fortrudt det med mig, måske levede jeg ikke op til hans forventninger?... Jeg har det håbløst lige nu.

Alt dette får mig virkelig til at fortryde så inderligt at jeg lukkede nogen ind! Det gør jo alt for ondt..
han gør præcis det jeg frygtede, og det er netop derfor jeg ikke tør at lukke folk ind.:(

Men en ting jeg ikke forstår, er hvorfor ofre alt det, jeg mener hvorfor venter han 4 år på vi finder hinanden,bruger SÅÅÅ meget tid på mig, når han så ødelægger det sådan?

Hvad tænker i? hvad skal jeg gøre? nogen der har oplevet noget ligende hvor det endte godt!!??