når ens verden falder sammen.. når ens verden falder sammen..

undskyld hvis jeg ikke må oprette indlæget, jeg skal nok slette det hvsi det er
Når ens verden falder sammen, føles det som om at en kæmpe storm trykker dig ned mod jorden, du er hverken glad eller lykkelig. Du ligger et sted hvor du bare søger efter beder tider, men ikke magter at åbne øjnene for at lede. Selv den mindste myg bliver til en elefant i din verden. du har ingen steder at flygte hen, du føler dig fanget i dit eget univers. Du håber det hele bare er en ond drøm, venter på en som vil sige til dig ” hey ven bare rolig det var bare en drøm” du har ikke lyst til noget, føler alting smutter væk fra dig, at du bliver slæbt med hændene bundet efter en hestevogn i fuldfart. Du er gal hele tiden og har for det meste bare lyst til at ligge dig til at sove, du føler ikke du kan være dig selv.
Sådan har jeg det, her for 2 dage siden fik jeg den melding af vi skulle flytte igen.. min mor og hendes kæreste elskede åbenbart ikke hinanden mere. For godt 1 et halv år siden da min mor og hendes kæreste ville flytte sammen og tage os børn væk fra alt hvad vi havde kaldt et hjem i 6år.. nu hvor vi er flyttet hen til min mors kæreste og endelig begyndt at føle os hjemme, skal i fra hinanden igen.. hvad skal der nu blive af os.. jeg er simpelthen så ked af det, jeg kan ikke se fremtiden, min mors kærestes børn holder jeg så meget af, en af dem er 2 år yngre end jeg, og vi elsker hinanden vi har altid været fuldkommen uadskillelige. Vi snakkede om alt, havde hest weekend hvor hendes heste kom hen til os, vi havde alt sammen. Som nu bare skal ødelægges. Vi skal ikke til udlandet i sommerferien alle planneren er ødelagte… vi skal bruge sommerferien til at finde et nyt hus, min mor, mine 2 søskende på 10 og 8 og jeg. Vi skal havde et nedlagt landbrug, hvor hestene kan være. Men min mor skal først finde et arbejde for hun er næsten lige blevet fyret som lærere fordi der var alt for mange. Alt er kaos! Mors kæreste har så sagt til os, at vi roligt kan blive indtil vi finder et nyt sted, men ak ja, i drømmer ikke om hvor underligt det er at være ”hjemme” jeg tør end ikke tage noget i køleskabet. Jeg gider ikke ride en tur med min hest fordi jeg på en mærkelig måde ikke føler mig tryg her mere, alt den smukke natur for jeg fra dag et elskede, skal jeg aldrig mere se igen. Jeg gider ikke noget, jeg er total anspændt hele tiden, for mors kæreste kan jo bare sige ” jeg gider ikke havde jer her” også står vi uden tag over hovedet, den tanke gør mig bange og giver mig ikke fødfaste. Jeg har ikke fortalt det til nogle jeg kan ikke får mig selv til det. Men jeg har fortalte det til en som jeg havde noget kørende med, med det resutalt at han er begyndt at holde sig på afstand fra mig, fordi det gør ondt på ham. Jeg føler mig så fuldkommen fortabt, man siger der er en mening med alting. Men jeg kan godt nok ikke se hvad meningen er med det her s; det væreste er dog, at min elskede kat kulok er begravet hos min mors kæreste. Hvorfor er gud sådan overfor mig!?
-Undskyld det blev langt og sikkert også dårligt beskrevet af mig, men jeg bliver nød til at komme ud med det, ellers eksplodere jeg s;