Det er frygteligt.. {{forumTopicSubject}}

Min Birma pige har lige fået et dejligt kuld på to - desværre var det ikke uden besvær, så Hagar fik foretaget kejsersnit, og dyrlægerne var helt overbevist om at begge killinger var døde. De overlevede så, og jeg brugte de første 16 timer af deres levetid, på at håndfodre dem med modermælkserstatning, fordi Hagar ville ikke have noget med dem at gøre. Det vendte sig så heldigvis på en tallerken, og nu er de så 6 dage gamle, og tager fint på.

Men - i samme omgang som kejsersnittet, valgte jeg at Hagar skulle steriliseres; jeg ville IKKE udsætte hende for det én gang til. Dyrlægen kunne ikke få en lillefinger ind i hende, og de sagde simpelthen at hun er alt for lille og snæver. Så jeg valgte det bedste for min prinsesse.

Nu sidder jeg så rigtigt ofte og betragter hende og killingerne - hun ælter og spinder altid når hun ligger med dem, hun er der med det samme der kommer et lille pip, man kan bare se at hun elsker de killinger og nyder det hele. Og det gør lidt ondt, fordi jeg ved jo godt hun aldrig får et kuld igen. Er det mig der overreagerer?