Hjælp til aflastning af sorg {{forumTopicSubject}}

Hej, alle inkarnerede kattemennesker (:

Nu er jeg ikke den person, som har været allermest beskuelig inde i dette forum; det er sjældent at jeg har oprettet eller svaret på topic's. Men nu føler jeg virkelig at jeg må blive nødt til at fatte til tastaturet og ymte mit budskab, for det er noget der fylder alt for meget af min hverdag, og noget jeg håber I kender til og derfor vil give mig en hjælpende hånd til at komme igennem.

Jeg er et 15-årigt tøsebarn, der har dedikeret al min kærlighed til den store dyreverden - men jeg har en forbandelse. En forbandelse, der gør at jeg binder forhold til lig med gordiske knuder til de små væsener, som jeg så har afsindig svært ved at få vikled ud igen, når tiden er inde til at sige farvel; og den tid er ligeså stille ved at komme.
Det drejer sig om mit store røde brød, Kicki, der har været til stede i mit liv i 6-7 år og nu er begyndt at synge på sidste vers. Han har en kronisk nyrelidelse og vil derfor altid blive dårligere med tiden. Han har fået den pleje han behøver for at kunne fungere i form af diæt foder osv., han har haft det rigtig godt indtil nu, hvor han for alvor har vist at han er blevet en aldrende og krank kat - så meget, så tydeligt at jeg snart skal tage stilling til at give ham evig fred.
Det er de tungeste tanker og følelser jeg nogensinde har båret rundt på. Kicki er mit hjerteblod, mit englebarn, min grund til at se livet gennem en solstråle - et lille mirakel stående ved min fod. Han kom fra et hjem der absolut ikke behandlede ham særlig godt, han var frygtsom og sky i starten, men alligevel formåede vi to at fjerne de ridser sammen, udvikle os begge to og rejse et helt specielt venskab som jeg aldrig har oplevet hos nogen andre - i hvert fald ikke på menneskelig plan.
Han var til stede for 5 år siden, hvor jeg mistede min far, han var den første der formåede at plante et smil i mit ansigt, og det har han ej heller været sen til at gøre i andre svære perioder.
Kicki har det smukkeste og mest særegen gemyt, jeg træner adskillige kommandoer med ham (hele min klasse er begejstret når jeg viser dem hans gøglerfærdigheder), vi kan føre lange samtaler, hvor han svarer hver gang jeg snakker til ham, han er tolerant og finder sig i alt. Det er dog et stykke tid siden jeg har oplevet alt dette, da gløden pludselig er slukket hos ham. Jeg oplever ikke længere de ivrige fjed spurte pølsende imod mig når jeg kommer hjem fra skole. Jeg oplever ikke længere den madglade gris, der gryntende venter ved min side når jeg spiser og lusker poten ruskende op på min arm, hvis han synes der går for lang tid imellem der falder et stykke af til ham. Jeg ser ikke længere den store Maine Coon kat sidde i sin ædle positur og spejde udover sit territorium i haven. Han er gammel og støvet, ligger for det meste og tager en længerevarende morfar, engang imellem søgende op på mit skød for at vinde et par pelsstrøg; that's it.
Og det smerter så forskrækkeligt at se den kat jeg elsker så højt, hensygne og efterlade ham i en tilstand, jeg ikke ønsker at huske ham i. Og jeg aner ikke hvordan og hvornår jeg skal tage beslutningen, jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle min mor hvordan jeg har det og aftale noget med hende, fordi det er nogle situationer jeg bestemt ikke ønsker at stå i. For det første strider det imod min morale at spille gud og tage andres liv, hverenten det er med god hensigt eller ej. Og for det andet må jeg være klar til at sige farvel til en stor del af sit liv og sin glæde - og det er jeg kort sagt ikke.
Så derfor gjalder jeg nu mit råb om hjælp ud til jer - hvordan ruster jeg mig bedst muligt til at blive klar give min engel til himmeriget, og hvordan kommer jeg hurtigst og bedst ovenpå igen derefter ?

Jeg er udemærket klar over at det er en naturlov at intet i verden kan blive ved at bestå - med det samme vi bliver født, får vi også en dødsdom. Spørgsmålet er bare hvornår - alting i verden sker af en grund. Og det vil jeg også være fuldstændig enig i. Grunden til at man skal opleve smerte, er så man bedre kan værdsætte de positive stunder; hvis man vil værdsætte solskinsdagene, må man tage regnvejret med. Og jeg vil også mene at jeg har haft dette fokus i de svære stunder, og kommet mig hurtigt igen. Men det er bare svært at fokusere på nu, specielt når det er Kicki, der giver mig solskinsdagene i mit liv. Men jeg ved jo godt at det kun er i midten af lidelsen at jeg agerer som sådan en sortseer - jeg er trods alt blevet lykkelig igen efter min fars død, som jeg dengang heller aldrig troede jeg skulle komme mig over. Men det gjorde jeg og står i dag med et helt andet og mere korrekt fokus på livet; jeg mangler bare lige det sidste skridt så jeg endelig kan tage springet udover kanten og gøre distancen kortere og landingen blidere. Og det håber jeg så inderligt at I vil hjælpe mig med.

Jeg sidder i øjeblikket med Kicki på skødet. Det er én af hans bedre dage, han ligger og spinder så varmt og beroligende. Åh, hvis bare kærlighed kunne redde hele herligheden, ville han aldrig nogensinde have blevet syg !

Det var alt fra mig, tak fordi I gav jer tid til at læse mit lange kaotiske indlæg. I må have en fortsat rigtig god dag (: