{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
436 visninger | Oprettet:

Ikke min skyld, men har mega dårlig samvittighed!! {{forumTopicSubject}}

Er temmeligt meget ked af det i dag må jeg ærligt indrømme på min kammerats vegne, og skal altså bare lige af med det!

Her i tirsdags var matematik undervisningen aflyst og jeg havde så fri efter spansk. Det var meget dejligt sådan set. En af mine klassekammerater, skulle så ned på Hovedbanegården og hente en billet, og han ville også gerne lige se hvor lang tid det egentlig tog at gå fra skolen af til Hovedbanegården, og spurgte så om jeg ville med. Det var helt i orden med mig, for ellers skulle jeg bare sidde og glo dumt og vente på mit tog på Nørreport i en halv time, og det gad jeg ikke. Så han og jeg fulgtes ned til Hovedbanegården, og fik os en god hyggelig snak på vejen.

Nede på Hovedbanegården får han så fat i sin billet og vi går lidt rundt og snakker videre. Mit tog er ved at komme, og vi følges ad hen til trapperne, går lidt ned men ikke helt, for han gider ikke gå ned og så op igen. Forståeligt nok! Vi siger farvel og på gensyn, og jeg går videre ned ad trapperne ud på selve perronen. Hvad jeg ikke aner er, men fandt ud af i dag, var at akkurat som jeg var gået ud på perronen og var i gang med at gå ned ad perronen, fik han sig et epileptisk anfald mens han var på vej tilbage op ad trapperne igen. (Stentrapperne mellem de to rulletrapper der kører op og ned.)

Han var ikke i skole i går, fordi han endnu var indlagt. Det anede jeg heller ikke noget om, jeg lagde bare mærke til han ikke var i skole, og tog det ikke som noget videre. Men han kom så forbi i dag for at sige dav, hvilket var vigtigt for ham, og han fortalte mig det.

Han har slået hul i hovedet i sin pande, og har erhvervet sig en hjernerystelse, og han har fået slået samtlige af sine tænder i højre halvdel af overmunden ud. Han fortalte han havde prøvet at kalde på mig, for han vidste jeg var lige i nedenfor trapperne, men der var han begyndt at tabe sin bevidsthed.

Jeg har det bare helt vildt dårligt nu. FOR POKKER, var jeg bare blevet et SKIDE minut yderligere, kunne jeg have grebet ham og holdt ham!! ET SKIDE MINUT mere, og så var det ikke gået så galt for ham som det altså er gjort. Hvorfor pokker havde jeg også så travlt med at nå det dumme tog? Jeg er helt sur på mig selv nu! Bare et eneste skide minut mere jeg var blevet hos ham, og så ville han stadigt have sine tænder i munden.

Han har fået limet dem fast til deres rødder oppe på sygehuset, men de er ret hårdt ramt desværre.


Handyhand

Få billig hjælp fra private

Beskriv din opgave og modtag gratis bud fra lokale med Handyhand.

Seneste udførte opgaver

  • Vaskemaskine med vand problemer 490 kr.
  • Ophænging af 80’ tv og væg reol 1.299 kr.
  • 2x Radiator der skal genstartes 1.200 kr.
  • Hjælp til at samle skab 490 kr.
  • Reparation fuge i bruser mellem flise og afløbsrist. 1.500 kr.

Opret en opgave

Kommentarer på:  Ikke min skyld, men har mega dårlig samvittighed!!
  • #1   10. nov 2011 Århh, hvor trist. Men sådan er der så mange ting. Altså det dér med lige at være blevet ét minut længere, eller lige ha' set sig tilbage osv. osv. men jeg kan godt forstå dig og har selv prøvet at have den der tanke at hvis jeg bare ikke havde gjort sådan eller havde ventet et minut længere. Nemlig da min farfar, som jeg havde et meget stærkt bånd til, døde for et par år siden. Han havde lungekræft og var i kemo-behandling, og vi vidste alle godt at han ikke ville overleve det, en da faldt ude på toilettet og derefter blev indlagt, havde jeg aftalt med min farmor at jeg tog med op til ham om aftenen. jeg havde fri kl. 17.30 den dag, og da min kollega siger til mig kl.17.00 at jeg bare kan tage op til min farfar, siger jeg at jeg nok skal blive og hjælpe med at lukke butikken. Da jeg så er på vej op til min søde lille farfar, kl.17.50 bliver jeg ringet op af min farmor, som siger at min farfar var sovet ind kl.17.30. Havde jeg bare sagt ja til at køre kl.17.00, så havde jeg været hos ham da han døde og havde nået at sige farvel til ham. Jeg var og er stadig helt knust over tabet af ham, da jeg virkelig elskede/elsker ham så himmelhøjt og der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på ham. Så havde jeg for fanden bare sagt ja, til at køre! Jeg var også så sur på mig selv over at jeg ikke gjorde det, og er stadig meget ked af at jeg ikke gjorde det. Så kan rigtig godt sætte mig ind i din situation. Puuh, så triller tårene bare ned af kinderne på mig.. Savner min lille søde farfar<3

  • #2   10. nov 2011 Gør mig ondt at høre omkring din farfar! Den er faktisk talt værre en oplevelse end min her i dag synes jeg!

    Det er irriterende når det er de dumme minutter der skal gøre en forskel. Man bliver så sur og ked af det og såret over det! Jeg, fordi jeg kunnet have haft hjulpet min kammerat og have haft grebet ham og holdt ham under hans anfald, så han ikke var kommet så hårdt i kambolage med den trappe som han gjorde. Det skræmmer mig også, fordi det er ikke nogen morsom sag at gå i kramper på en stejl trappe lavet af sten. Eller rettere sagt, beton.
    På sin vis, så er det sgu bedre at han har fået knaldet tænderne ud, og er slået ned med hovedet først, end han var røget bagover og var knaldet ned i trappen med nakken! Så den muligvis sagt knæk. smiley
    Hvis det var det var sket, så havde jeg aldrig nogensinde kunnet tilgive mig selv for at nå et tog! ALDRIG!!!

    Det er bare så skræmmende. Jeg var kun lige gået ud på selve perronen tilsyneladende og ikke særligt langt ned ad perronen, da han fik sit anfald. Det er netop også det du også siger, havde jeg BARE LIGE vendt mig om og set mig tilbage! Bare lige kigget efter om han stadigt var der, eller var gået videre, bare ET ELLER ANDET. Bare et minut mere!



  • #3   10. nov 2011 DU er helt UDEN SKYLD, men jeg kan sagtens forstå din frustration over ikke lige at have brugt 1 sølle minut mere....sagtens.....
    men du vidste jo ikke det ville ske....og din kammerat vidste det jo heller ikke før det var for sent....
    men jeg kan sagtens forstå dig.....noget rigtig ØV
    håber ikke du dømmer dig selv for hårdt....sådanne ting ske jo hver dag...og vi kan ikke altid lige være på pletten når det sker.....


  • #5   10. nov 2011 åh ha.. min eks havde også epilepsi i slem grad...

    jeg har prøvet flere gange at skulle holde ham mens han havde et anfald...

    det værste var en morgen hvor vi lå og snakkede og lige pludselig blev han stille og 10 sekunder efter lå han og rystede helt vildt... jeg blev nødt til at kravle ned i fodenden og hive i hans fødder fordi han slog hovedet ind i væggen...

    bagefter sov han i en time hvor jeg ikke kunne få kontakt med ham...

    det var første gang jeg prøvede det og jeg var sindssygt bange...

    men det er overhovedet ikke din skyld! det skal du vide.. at du havde travlt, ja, sådan er det jo, og du kunne jo absolut ikke vide at han ville få et anfald...

    jeg kan anbefale ham at få en specialtrænet hund... jeg har ikke forstand på det, men der findes hunde der kan advare mod epilepsianfald...


  • #6   10. nov 2011 Jeg ved godt det ikke er min skyld. Er bare ked af det over det. Meget endda! Og nej, jeg ville nok ikke have haft kunnet grebet ham i sidste ende, kurende ned ad trappen. Ifølge ham, kom anfaldet som fra en lyseblå himmel. Han havde ingen som helst form for anelse eller idé om at der var et på vej. Jeg havde heller ikke, for han virkede sgu så normal som man overhovedet kan være! Det var bare et bum, og så var det der. Han sagde, han begyndte pludseligt at miste synet og føle sig skæv og utilpas, meget hurtigt, og ville kalde på mig, fordi han vidste jeg var lige i nærheden, men nåede det ikke før det var for sent for ham.

    Jeg har ikke før oplevet hans former for epileptiske anfald, andet end "så at sige" nu, selv om jeg ikke så det selv og ikke lige var til stede, fordi jeg var 50 meter forude nede på perronen. Men at han kan få et anfald så lynende hurtigt og uden nogen som helst form for forvarsel, så det er sgu grimt!!

    Egentlig en meget god idé du kommer med Kathrine! En service hund der kan advare ham om kommende anfald. Han har jo tilsyneladende ikke en jordisk chance for selv at opdage dem inden de kommer, fordi de bare kommer som et lyn fra en skyblå himmel.



  • #7   10. nov 2011 Min dreng har epilepsi - og som mor tænker jeg også tit, hvornår kommer der et anfald ???
    Til at starte med skulle jeg godt nok lige lære at "slippe" ham løs - og lade ham være barn....
    Tænker hvis han kommer for sent hjem, om han nu ligger et sted - men han kan jo ikke pakkes ind i vat ...
    (heldigvis vokser mange børn sig fra det, og han har ingen anfald haft i et år)
    Det er bestemt ikk din skyld - men jeg forstår godt din følelse ....


  • #8   12. nov 2011 Min kæreste har også Epilepsi.
    Jeg er også rigtig bange for at det går helt ud af sporet!
    Jeg er bange og bekymret når han går alene .
    Jeg husker første gang vi mødtes .
    Jeg følte mig så tilgrin. Vi snakkede bare og hyggede os sammen og delte et par kys. Lige pludselig stirrede han bare på mig og det skete flere gange. kendte intet til Epilepsi. Jeg blev halv irriteret for han gad ikke svare mig og sad bare der . Når han kom til sig selv spurgte jeg ham hvad der lige skete der, men han vidste det ikke selv. (altså han huskeer det ikke) Men jeg fik så afvide af andre at han havde Epilepsi.
    Men bare så du ved det, det er bestemt ikke din skyld . Det er godt nok heller ikke selve personens skyld. Man kan egentlig skyde skylden på sygdommen.
    Men ja, det er ikke din skyld :-).


Kommentér på:
Ikke min skyld, men har mega dårlig samvittighed!!

Annonce