Når man skal sige farvel til sin elskede kat. {{forumTopicSubject}}

Igår tog min mor og jeg Simba til dyrlægen. Jeg vidste jo godt at tiden var inde til at sige farvel, men jeg ville bare ikke se det i øjnene. Han blev 18½ år gammel. På trods af jeg selvfølgelig skal være super glad og taknemmelig for at han levede i så mange år, så er det omvendt også meget svært at sige farvel til en kat som man har haft siden man var 1½ år gammel.
Det var rigtigt hårdt at stå der, men ''manden'' i mit liv. Jeg holdt hans hoved i mine ene hånd, og holdt ham i poten med den anden mens jeg nussede ham. Han fik kys, kærtegn og kærlige ord lige til sidste åndedrag. Da hjertet slog sit sidste slag, gav jeg ham et kys på panden og lovede ham at vi ses igen. Nøj hvor er det bare hårdt .. Det er lige knap tre uger siden jeg mistede min højt elskede morfar, som var syg af kræft i tre måneder. Det er så uretfærdigt når man mister sine elskede. Men Simba har fået vinger, og er taget op til min morfar. Jeg har aldrig mistet en kat før. Sally og Simba var tvillinge søskende, og Sally har vi stadig. Så det er et stort tab. Hvordan skal man nogensinde føle sig hel igen? Min søde mor vidste hvad mit sidste ønske for Simba var. Han bliver kremeret og asken kommer i en glaseret urne. Idag har min dejlige kæreste købt det flotteste vetrineskab med glaslåger, som Simba's urne skal stå i. Og sammen har vi købt en lille engle figur, og en billedramme som forestiller englevinger der danner et hjerte.
Jeg har bare et hul i maven, og gråden sidder mig helt oppe i halsen. Der går ikke en time uden tårer.. Hvordan skal man nogensinde komme videre?
Hvil i fred min elskede Simba, og tak for du var min skytsengel fra barns ben.