Sorgen at miste sin bedste ven {{forumTopicSubject}}

Her i weekenden stod jeg overfor den sværeste beslutning i mit liv.

Min kat Chili har været min bedste ven i 3,5 år. Jeg fik ham da han var syv uger gammel, og han var igennem al den tid jeg har haft ham en meget speciel kat. Sky over for alle andre end mig, da han ikke havde haft en god opvækst. Overfor mig var han til gengæld det kærligste væsen at finde. Han var min soulmate, og det var som om vi forstod hinandens tanker. Aldrig har jeg oplevet noget lignende. Han var ikke bare et dyr, men et familiemedlem.

Vi boede alene os to, indtil for et halvt år siden, hvor jeg fik en lille killing. Chili var stoppet med at lege et par måneder inden, og jeg tænkte at endnu en ven ville være godt for os begge. Det tog en måneds tid, og så accepterede han lille Fil. De blev aldrig tætte, men han accepterede hende.

Jeg havde ikke lagt mere i at han ikke rigtig gad at lege, da han ellers var sund og rask. Eller ja, han havde allergi, og havde til tider maveinfektioner, men ikke det der ikke kunne behandles.

For en måned siden blev han så meget syg. Han havde 41 i feber, og vi tog selvfølgelig straks til dyrlægen, hvor vi fik at vide at det bare var en lungebetændelse. Han fik en sprøjte og noget medicin, men to dage efter var den gal igen. Denne gang kom vi til en dyrlæge der kunne høre en mislyd på hjertet, men tænkte at det ikke var noget alvorligt. Han kom i et behandlingsforløb i 5 dage, hvor han skulle ind til dyrlægen hver dag, for at få en sprøjte. Vi troede at han var ovre det igen, men efter to gode dage, gik den ned af bakke igen. Vi blev ved med at prøve mere eller mindre det samme behandlingsforløb, da dyrlægerne ikke mente at en videre undersøgelse var nødvendig. I onsdags fik jeg så at vide at det var sidste chance, og vi tog en blodprøve samt han fik sin sprøjte onsdag og torsdag. Fredag modtog jeg et opkald fra dyrlægen som fortalte at der ikke var noget at gøre. Hans hjerte var hårdt belastet, og det var også gået ud over hans lever og galdegange. Det mest humane ville være at lade ham få fred.

Min verden brød selvfølgelig sammen. Jeg aftalte med hende at vi ville komme ind på klinikken lørdag formiddag, hvor han skulle aflives.

Mit livs hårdeste nat stod på, men jeg græd minimalt da jeg ikke ønskede at han skulle mærke at jeg var ked af det. Han hadede når jeg græd.

Vi gjorde alle hans yndlingsting, og jeg lå om natten og holde hans pote, og han var så fredsfyldt.

Om morgenen stod vi tidligt op, nød hinandens selskab, og kørte så afsted til dyrlægen. Jeg holdt ham i mine arme til det sidste ....

Efter det gav jeg efter, og jeg kan stadig ikke andet end at tænke på ham hele tiden.

Lille Fil savner ham også rigtig meget, og går rundt og leder efter ham, og er meget mere nervøs end hun plejer.

Chili kom ind i mit liv på et tidspunkt, hvor jeg virkelig havde brug for en støtte. En klippe kan man kalde det. Og det blev han. Han blev min klippe.

Grunden til dette indlæg er, at jeg ville høre hvad i gør. Jer der har mistet en bedste ven. Om det var en hund, kat eller hest. Hvad har i gjort for at komme over det? Hvordan har i klaret det?

Derudover vil jeg bede om et råd: Lille Fil skal jo ikke være alene for altid, men hvor længe ville i give hende, før jeg får endnu en kat igen?

Med venlig hilsen
Sofie

Billedet er af min smukke Chili.