Den mest forfærdelige oplevelse. Den mest forfærdelige oplevelse.

Jeg ryster stadigvæk og har det mildest talt forfærdeligt.
På vej hjem fra Generalforsamling så jeg noget bevæge sig i vejkanten og da jeg kom nærmere så jeg en kat ligge med smadret bagkrop. Den levede.
Den var så frygteligt tilredt, bagkroppen var et stort blodigt smadder. Katten gispede og forsøgte at trække sig op, mens den var totalt panisk i øjnene. Den skreg nærmest da den så os.
Jeg kunne slet ikke komme til den og måtte tage en hurtig beslutning.
Tudende slog jeg den med bilens donkraft.
Jeg kan ikke huska hvor mange gange jeg slog, men jeg kan huske Lisbeth stoppede mig.
Mens jeg græd og var helt ude af flippen, tjekkede Lisbeth for øremærke og mærkede katten igennem for chipmærke, men uden at finde noget.
Vi lagde katten ind i græsset og kørte hen til næste hus, hvor Lisbeth gik ind for at spørge om de kendte katten. Det gjorde de ikke, men troede nok de vidste hvis det var. De skulle nok give besked til dem.

Nu sidder jeg så her og har det rigtigt dårligt.
For det første er jeg gal over at dem der har ramt katten ikke stoppede. Men jeg er altså også arrig på dem der ejer den. Helt ærlig, så tror jeg ikke den har ligget der længe,for den ville dø under alle omstændigheder af de skader den havde. Men det fact, at havde de beskyttet katten, havde den ikke lidt indtil vi kom og jeg og Lisbeth havde ikke været ude for den grusomme oplevelse.
Det eneste jeg tænker på lige nu er; hvordan pokker folk kan blive ved med at sige at katte har bedst af det frie liv og at det er en risiko man tager. Jamen de mennesker skulle altså selv prøve det, vi lige har prøvet og måske tænke over at deres kat kan ligge og lide, måske endda længe i vejkanten inden nogen gør noget.
Et stort hjertesuk fra mig.