{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.200 visninger | Oprettet:

Jeg er i sorg efter at have mistet min elsket kat ?? {{forumTopicSubject}}

Hej alle,

Hvordan skal man komme videre efter tabet af sin elsket kat?
Jeg sidder her i stuen, i mørke og er dybt ulykkelig.
I går formiddags var jeg nødsaget til at få min bedste ven, Albert, aflivet 13,5 år gammel. Jeg har haft ham helt fra han var omkring 2-3 mdr, og da han er flasket op, har han altid været utrolig menneskeglad og social fra dag et.
13,5 år har jeg haft ham, uden andet sygdom end urinsten x 1, der krævede behandling. Ellers har han været fin, rask, sjov, kærlig, kysseglad, social og meget mere.
De sidste par år sov han mere og mere pga alderen, men var frisk og legesyg når han var vågen og med god appatit.
Pludselig søndag aften/nat bliver han svag, svækket, beklager sig når jeg bærer ham og trækker sig væk under sofaen. Fuldstændig abnorm opførsel fra ham. Jeg giver ham hans ro og går i seng, hvor jeg vågnet igen kl. 04. Jeg står op og går ind til ham (han plejer altid at sove hos mig i sengen) og han ligger på gulvet under sofaen, lidt kold og meget svag og apatisk.
Jeg tager ham op, lægger ham på mit bryst og et tæppe over og sidder sådan med ham i et par timer. Jeg kan godt se at han pludselig er alvorlig/akut syg og fortæller ham at det er ok at give slip. Men han holder fast. Han ligger bare stille i mine arme og sover.
Da dyrlægen åbner ringet jeg og får en tid. Jeg stortuder og siger at det nok er en aflivning.
Da jeg ankommer konkluderer lægen at han har tabt sig omkring 1,5-2 kg indenfor kort tid, har lidt lav temperatur, lyder forkert på lungerne og hun mærker en større knude i maveregionen.
Hun siger klart at han er alvorlig syg og svækket og at dette ikke kan klares med antibiotika. Det var jeg nu godt klar over.
Vi besluttet at lade ham aflive og det foregår ok stille og roligt mens jeg nusser og kysser ham.
Foruden Albert har jeg også altid haft en anden kat, Olivia ligeledes på 13,5 år nu og min hund på 9 år.
Efter jeg kom hjem fra dyrlægen i går har jeg grædt uafbrudt. Jeg mangler simpelthen min Albert. Jeg mangler at røre hans bløde pels og kysse ham. Savnet er så stort at jeg har kvalme og kun spiser af nød. Jeg er fuldstændig mørbanket af sorg.
Olivia og min hund tager det hele fint. Olivia er jo også gammel og sover meget. Hun er en helt anden kat end Albert var. Slet ikke særlig social, sover det meste i sit klatretræ og er meget selvstændig. Albert var en ener, som gerne skulle sove arm i arm.
Min hund mærker jeg ikke noget på, andet end han tydeligt er beklemt ved at jeg græder hele tiden. Men ingen af dem kan dække det som Albert gav mig og jeg kan næsten ikke overskue dem pt.
Jeg har altid behandlet mine dyr som mine børn, da jeg i mange år har været ufrivillig barnløs. Nu er jeg dog 8 måneder henne i en meget ønsket graviditet og det er jo derfor heller ikke godt, at jeg er så utrøstelig. Jeg er alene, uden mand, men har en fantastisk sød mor og tre gode veninder, der forstår hvor meget Albert betyder for mig og som skriver og ringer til mig.
Men min sorg og smerte er utrøstelig.
Jeg mærkede intet på ham indtil søndag aften. Intet. Og så var han så syg af cancer. Jeg føler mig skyldig i ikke at have opdaget det. Det var først i sidste uge at jeg lagde mærke til at han havde tabt sig lidt ( han havde stor pels) og pludselig så ældre ud. Men intet at bemærke på hans adfærd.
Jeg savner ham så ufattelig meget og kan hverken finde glæde i mine andre dyr eller min graviditet pt. Jeg vil bare have ham, hvilket jeg ved jeg ikke kan.

Kh. Maria



Kommentarer på:  Jeg er i sorg efter at have mistet min elsket kat ??
  • #1   20. feb Jeg kender dine følelser, vi mistede vores kat i slutning af december, efter kun at have ham knap 4 år, og han blev kun lige lidt over 4 år

    Vi fik ham aflivet, vi flyttede vores seng ind i stuen, og så lå vi der og var kede af det, græd hvis vi havde brug for det. Vi skulle dog holde nytår hos os, eller var vi blevet liggende det er jeg sikker på.

    Selv fik jeg min kremeret og lavet nogen mindeperler af hans asker. Hvilket jeg er utrolig glad for, for har ham med mig over alt så Planen er jeg også skal have hans poteaftryk tatoveret på min arm

    Samtidig har jeg en veninde der har lavet nogen billeder til mig af ham, som jeg er helt vilde med, som et godt minde af ham. Det har også hjulpet på mig at vi fik en ny kat. Jeg kan så forstå du har andre dyr omkring dig, så er ikke sikker på det vil hjælpe. Men for os hjalp det, så vi kunne kaste vores kærlighed på en anden kat, og det har jeg ikke fortrudt.

    Jeg tro du skal lade dig selv græde ud, og være der for dig selv, og så må du give dine andre dyr ekstra meget kærlighed hvis de lader dig. Du skal have lov til at sorg over ham, græd over ham, men gør dig selv den tjeneste og husk ham i de gode minder og slå alle tanker væk fra hvordan han så ud i de sidste timer inden han blev aflivet

    Jeg føler virkelig med dig


  • #2   20. feb Tak for dit svar Heidi.

    Jeg har bestilt kremering og får ham hjem i urne i næste uge. Jeg ved endnu ikke helt hvad jeg skal med asken, men jeg kunne ikke slippe ham helt.
    Hvis jeg nu får urnen med aske i næste uge, kan jeg så godt alligevel få lavet perler mv ud af asken? Og hvorhenne?

    Jeg har også gjort det at jeg har lagt billeder af ham rundt omkring og planlægger at sove med et billede i nat, ved siden af min hovedpude, hvor han elskede at ligge og sove.
    Jeg savner ham så meget ??


  • #3   20. feb Ja du kan fint vente med at få lavet en perle Jeg fik lavet mine hos http://www.perle-lai.dk/ hun er rigtigt god, og god service og det hele. Men jeg ved man også kan få lavet hos hende her: http://www.hjertedyr.dk/ hvilket jeg synes er rigtigt smukke også.

    Når du så skal have lavet perlen, så skal du bare sende noget aske til dem, eller leverer det selv hos dem, så får de lavet en perle til dig inden for kort tid.

    Det lyder som en god ide at ligge billeder rundt omkring af ham Så er han ikke helt væk for dig endnu Men jeg forstår godt du savner ham, det gør ondt at miste ens dyr


  • #4   20. feb Så ondt Jeg ved det var det rigtige.
    Jeg ringede til dyrlægen i dag fordi jeg havde behov for at høre hende sige, at jeg havde gjort det rigtige og jeg tudbrølede selvfølgelig. Hun sagde sødt at det var det og fortalte at hun havde mærket videre på ham, efter jeg var gået og at tumor i maveregionen var på størrelse med en golfbold hun sagde så heldigvis også at den lå dybt inde, så det var ikke en jeg ville have kunne mærke når jeg kælede med ham.
    Men selvom det var det rigtige, ændrer det desværre endnu ikke på mine udbrud og min gråd.
    Jeg hader at jeg knytter mig så meget. Men igen, Albert var bare noget helt specielt.
    Jeg ved godt det her lyder rigtig grimt, men jeg har efterfølgende tænkt, at det var den forkerte kat. Jeg elsker jo også min hunkat, men hun fylder bare mindre end Albert gjorde og søger mig slet ikke som han altid gjorde - og kysser mig heller ikke hver dag Jeg MANGLER ham.

    Tak for rådene vedr perlerne. Jeg vil undersøge det.


  • #5   20. feb Du skal skam ikke føle dig dårlig over du tænker det var den forkerte kat, det synes jeg ikke. Så skal jeg også have det dårligt med jeg kiggede på nye killinger inden min han blev aflivet.

    Jeg vidste det nok var der vi var da han skulle til tjek efter en operation i decemeber, som egentlig gik fint nok, men min kat kunne ikke lade såret være og han skulle igennem 2 operationer efterfølgende, og så var der oven i købet chance for det hele ville vende tilbage. Så allerede inden tjekket d. 27 december havde jeg kigget på katte på internatet fordi jeg ved jeg ikke kan undvære at have en kat i mit hjem



  • #6   20. feb stort trøstekram herfra

    kender det bare for godt. har desvære i de sidste snart 4 år haft flere med kræft. så sent som i august måtte jeg have Frida aflivet pga en kræftknude i tarmen. vi havde 2 uger før hun blev aflivet, fået at vide at hun muligvis havde en knude.Hende havde vi selv flasket op fra 11 dage. det var mega hårdt bare 4 uger måtte jeg afsted igen. dog ikke en med kræft
    tidligere havde jeg Rødmis. ja han var ved at blive gammel, men ellers kunne man ikke mærke noget på ham. en dag fik han et anfald, og jeg tog til dyrlægen med det samme. det viste sig at han have en tennisbold- stor knude på leveren. havde intet mærket på ham. det var jeg også rigtig dårlig over at jeg ikke havde opdaget det.

    men du skal have lov til at græde over ham.Og så skal du tage dig godt af din anden kat og hund. de skal nok hjælpe dig igenem


  • #7   21. feb Anja n: din historie om den sidste kat ligner jo min lidt. Jeg mærkede heller intet på Albert. Som sagt kun indenfor den sidste uge, hvor jeg flyvsk tænkte at han da havde tabt sig lidt og pludselig på ældre ud. Men han spiste og drak hver dag, ville gerne have sine godbidder og tigge mad, hvis jeg fik noget han fandt lækket - ofte hvis jeg spiste en is. Så kunne han slet ikke lade mig være i fred Ingen adfærdsændring, indtil bum, søndag aften/nat. Og jeg vidste straks at den var helt gal. Jeg ved godt det er deres instinkt der træder ind. At de ikke må vise svaghed i naturen, for så bliver de dræbt. Men jeg kunne godt have brugt lidt forberedelsestid. En stor del af sorgen består jo også af, at jeg måtte sige farvel til ham så hurtigt. Ens hoved når jo slet ikke at forstå det

    Her er bare så ufattelig tomt. Min veninde kiggede forbi til aften for at trøste mig. Hun er bekymret over jeg er så ked af det og højgravid. Hun sagde også at man tydeligt kunne mærke at han manglede. At han ikke kom hende i møde ved hoveddøren og snoede sig om hendes ben. Ham og hunden konkurrerede altid om opmærksomheden når jeg fik gæster og flere har sagt at Albert var mere hund end kat. Men det vidner om hvor stor en personlighed han havde. Han var den dejligste kat jeg nogensinde har haft.
    Jeg venter en dreng til marts og allerde længe før Albert blev aflivet, besluttede jeg at min søn skal hedde Albert til mellemnavn
    Nu ligger jeg her kl. 02:50 og kan ikke sove. Har sovet et par timer med hans legetøj i min ene hånd og et billede af ham i den anden.
    Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at lindre smerten og den bragende ensomhed, der er opstået. Andet end tage et minut af gangen

    Jeg er glad for jeres respons. Det hjælper at høre fra andre og mærke omsorgen og forståelsen.

    Heidi: tak fordi du forstår mig ift at jeg tænker, at det er den forkerte kat, jeg mistede.

    Min lille Albert skat. Hvor jeg dog savner at røre ved dig og have dig tæt


  • #8   21. feb nu skal du passe på dig selv
    jeg blev faktisk født 1½ mdr for tidligt fordi mine forældres marsvin døde. det var nemlig deres baby på det tidspunkt.


  • #9   21. feb Jeg gør mit bedste. Jeg har termin om 4 uger og jeg har lige været hos jordemoder, hvor jeg selvfølgelig brød sammen. Hun sagde meget sødt, at min søn nok skal klare det og at jeg bare skal græde. Som hun også sagde, at når det nu skulle ske, er tidspunktet bedre nu end kort efter jeg har født.
    Jeg ønsker bare snart at det vender, så jeg ikke hele tiden er så utrøstelig. Det er virkelig udmattende


  • #10   22. feb Kære Maria.
    Først et stort cyberkram herfra. Du må ikke bebrejde dig selv, du har gjort det rette og det er OKAY at have det som dig. Da jeg mistede min Mads som havde en hel speciel personlighed, faldt min verden også sammen. Dengang skrev jeg et indlæg som dit og fandt ud af, at alle de følelser man har i tiden efter er HELT OKAY!
    Jeg gjorde 2 ting:
    Fandt et godt billede af ham og stillede på mit natbord. Hver aften sagde jeg godnat til Mads. Det hjalp meget. Jeg satte mig også ned og skrev hele hans historie - kun til mig selv. Alle detaljer kom med, men hvor var det godt at få sat ord på det. Jeg tudede så tastaturet nærmest var i bad, men det hjalp mig til at få sat et punktum. Han vil altid være i mit hjerte. Det var også svært for mig at elske den anden jeg havde, men Elvis kunne mærke det og han blev ekstra forkælet. 1 måned efter var jeg klar til en ny mis - for der skulle være liv. Mads blev 10 år, men da hans soulmate pludselig fra det ene sekund til det næste faldt død om og han var vidne, startede et langt sygdomsforløb.
    Mads blev syg af sorg - og det skal du passe på, at du ikke også bliver. Kram dine dyr, græd ned i pelsen, gør hvad der er bedst for dig.
    Tanker herfra.


  • #11   23. feb Tusind tak for dit svar og særligt dit cyberkram. Det havde jeg behov for.

    Det er nu 4 dage siden, min lille skat blev aflivet og det er stadig svært. I går syntes jeg dog, at mine grådudbrud var færre, hvilket var rart, da de er så drænerende. Min tristhed har dog ikke ændret sig. Jeg finder ingen glæde i noget eller nogen, overhovedet.
    Jeg er desværre også kommet dertil, hvor jeg går og små bebrejder mig selv lidt. Jeg ved at jeg har været en god kattemor for Albert. Han har aldrig manglet kærlighed, kram, kys eller opmærksomhed. Materielt manglede han ikke noget. Og selvom han/vi altid har boet i lejlighed, var han de første 8 leveår udekat et par timer dagligt i sommer/forårsperioden, hvor jeg gik ned med ham og kaldte ham hjem igen efter et par timer. Det dækkede hans behov. De sidste par år har han dog ikke appelleret for at komme ud, og har dermed været helt indekat, fraset et par ture i sommerhus. Jeg gjorde alt for ham. Alle har altid sagt, at de i deres næste liv gerne vil være kat hos mig.
    Og alligevel så er det de episoder, hvor jeg har været efter ham og skældt ham ud på det sidste, som fylder. Det er jo virkelig psykisk hårdt. Albert var en ballademager, krævede en del mere end min hunkat og var også til tider hård ved min hunkat. Så han har naturligvis været en kat, som også har fået en skæld ud tur engang imellem og særligt to episoder indenfor de sidste 3 uger bliver bare ved med at hjemsøge mig. Nok fordi jeg ved begge episoder råbte lidt højt. Albert kendte mig jo og var jo vant til mig, så det har nok ikke betydet det store, men alligevel bebrejder jeg mig selv. Det skal selvfølgelig siges, at jeg også er fyldt med hormoner pga min graviditet. Han var den største bandit

    Jeg har gjort lidt ligesom dig. Jeg har sat et billede af ham i vindueskarmen i mit soveværelse. Ved siden af dette, står der et duftlys, som jeg tænder hver aften og lader brænde hele natten. Så kan jeg se ham, når jeg vågner om natten, og sådan har jeg gjort fra første nat efter hans død. Jeg har også lagt et billede af ham på mit natbord og et stykke legetøj. Jeg kan mærke at det giver mig lidt mere ro om natten.
    MIt savn er fortsat enormt og det der skærer mest i hjertet, er at han mangler. Det er tomheden og ensomheden han efterlader. Jeg ved nu at jeg gjorde det rigtige ved at lade ham aflive - han var alvorlig syg. Men min sorg lindres ikke ved det.

    Der skete noget mærkelig forrige nat. Som sagt har jeg også en anden kat på 13,5 år. Hende har jeg også haft fra killing og jeg fik hende 3 mdr. før Albert.
    Hun har aldrig sovet i min seng. Hun er meget selvstændig og meget mere kat, end Albert var, som altid sov ved min side, som jeg kunne gøre med hvad jeg ville. Kramme ham i flere minutter uden modstand, hvorimod min hunkat straks ville vride sig fri.
    Som sagt har hun aldrig sovet i min seng, selvom hun har været meget velkommen til det. Men natten til torsdag sov hun ved min side hele natten........ Jeg nød det, men forstår det ikke helt. I nat sov hun igen på puden på sit kradsetræ.

    Det er så rart med Jeres respons. På en måde hjælper det rigtig meget at tale med andre, der præcis ved hvad jeg føler og som har samme kærlighed til deres katte Tak.


  • #12   23. feb Og ja, så skal jeg nok til at give min kat og hund mere opmærksomhed, flere kram og kys. Det har de ikke fået meget af de sidste par dage.

    Hvordan ved jeg iøvrigt om min hunkat er i sorg? Jeg synes virkelig ikke jeg mærker noget på hende. Hun sover meget. Men hun er snart 14 år og sådan har det været de sidste par år. Jeg holder øje med at hun spiser og drikker og hun er modtagelig for kæl, når jeg kommer hende i møde.
    Det virker virkelig ikke som om at hun sørger?? Men igen Albert fyldte også meget og har måske domineret hende mere end jeg har opdaget? De sidste par år har der ikke været den der tæthed imellem dem. Albert plejede altid at vaske hende dagligt, men det har jeg ikke set ham gøre de sidste par år. Hun har hvæsset, hvis han har forsøgt. Ellers trives de udemærket sammen.
    Men kan det passe, at hun ikke sørger?


  • #13   23. feb katte er mærkelige dyr
    for nogle gange kan man godt mærke at de leder efter den som er væk/død. Og andre gange ja så er det ligesom at de er ligeglade. jeg tror at det hænger sammen med at den som er tilbage godt ved at den har været syg, og det er ok at den er væk.
    har selv oplevet det flere gange. selvom at jeg har mange og har mistet en del, så har jeg kun en gang oplevet at en af kattene har ledt efter den som er blevet aflivet. og det var en kat som fik blodprop og blev blind. her var min Speedy helt oppe og kører i næsten 1 uge efter
    men ikke engang da Frida mistede sine 3 killinger, var hun ked af det. det var bare "nåå" og så gik livet bare videre

    så det kan godt passe at hun ikke sørger. hun har vist længe at han har været dårlig. det er ikke for at være slem, men dyr tænker bare ikke ikke på samme måde som os.

    fandt en hjemmeside hvor man kan lave et mindre for ens afdøde dyr. måske det er noget for dig?
    http://www.dyremindet.dk/index.php

    pas nu godt på dig selv.


  • #14   26. feb Jeg står selv og skal aflive min ene kat senere i dag. Da jeg tog den endelige beslutning med dyrlægen i telefonen, hylede også i en halv time bagefter. Nu skal det bare overstås og håber jeg selv overlever det, lige nu føler jeg at jeg skal dø af sorg Føler med dig

  • #15   26. feb det er bare nok det værste man kan komme ud for som katteejer. desværre

    selvom at jeg har været turen igennem flere gange, så bliver det ikke nemmere
    da jeg var på kv, og skulle afliver en kat/killing til aflivning, så græd jeg også her. selv en killing som var dødsyg, og som kun havde været der i 2 dage, så tude jeg helt vildt. Og jeg nægter at være med til selve aflivningen. kan simpelhen ikke


  • #16   26. feb Dipsey:

    En masse tanker og knus din vej.
    I dag er det 7 dage siden Albert blev aflivet og jeg er stadig meget ked af det og mangler ham. Men jeg græder heldigvis ikke så meget mere.
    Dyrlægen har lige ringet og sagt at hans urne nu er kommet hjem og klar til afhentning. Når jeg henter den i morgen, får tårerne nok frit løb igen


  • #17   26. feb Puha orker ikke at være ked af det i uge fra nu. Jeg græd så meget dernede at der var en hel sø på bordet

  • #18   27. feb Dispey: Der er ikke andet at gøre end tage et minut af gangen. Tro mig, det har været hvad jeg kunne gøre den sidste uge.
    Men nu kan jeg tale om Albert og se på billeder af ham uden at bryde sammen hver eneste gang. Og han betød/betyder ALT for mig.
    Jeg håber dagene vil være god ved dig og at du snart får det godt igen.

    Selv har jeg også haft glæde af netop at lave dette oplæg og få trøstende ord fra andre, som fuldstændig ved hvordan man har det og som har samme kærlighed til deres katte som jeg


  • #19   27. feb Dipsey:
    Det er altid den dag man frygter, men håber at du har det lidt bedre i dag.
    Prøv at e om der er nogle råd her i tråden som du kan bruge. Det er altid hårdt at få aflivet et dyr man har elsket.
    Jeg har aldrig fået mine i urne, for så skal man bare efter det 2 gange, men det handler jo om hvad man har det bedst med.
    Også et cyberkram til dig.
    En ny mis vil aldrig blive som den gamle, men for mig har det altid været den nemmeste måde at komme videre på.


  • #20   28. feb Jeg tror næsten det værste lige nu er at min anden kat går og kalder helt hjerteskærende, det bliver nærmest værre for hver dag der går.
    Jeg tuder ikke hele tiden, men hvis jeg hører den sang jeg spillede i bilen på vej hjem, får jeg det virkelig skidt. Jo længere tid der går, des mere kan jeg mærke hun betød og får skyldfølelse over den beslutning jeg tog, selvom det ikke kunne have været anderledes


  • #21   1. mar Du må ikke have skyldfølelse Stol på dyrlægen. De fleste bryder sig ikke om at aflive, det hele er jo sket i samråd med dyrlægen.
    Ja, den anden savner sin makker og det er hårdt. Hvor gammel er den?
    Det med sangen, det kan jeg genkende.
    "Er der nogen i himlen" hader jeg og har gjort det i mange år.


  • #22   2. mar Ja jeg ved det godt. Har det bedre i dag, men fortryder jeg ikke bare hev hende igennem hele møllen af og til, men når jeg får tænkt over det, bliver jeg igen enig med mig selv i, hun ikke ville have haft godt af det..
    Min anden er 3 år og MEGET social. Det gør så ondt hun er så ked af det, men kan jo ikke bare adoptere den første den bedste kat, min mavefornemmelse skal være der


Kommentér på:
Jeg er i sorg efter at have mistet min elsket kat ??