Om at få ny kat - fortalt af Zip {{forumTopicSubject}}

Om at få ny kat - set fra den "gamles" synspunkt

Fortalt af Zip:
Jeg husker det tydeligt. Det var søndag vil skulle have gæster, jeg elsker gæster det betyder nemlig at der er flere til at nusse mig og lege med mig. Mine tjenere for rundt og ryddede op og lavede kaffe, et sikkert der-kommer-gæster tegn.
Endelig ringede det på døren og nedtur uden lige det var ”dem”.
”Dem” der har været der en gang før hvor min sjette sans sagde mig at de ville bringe kaos ind i mit liv, så jeg skyndte mig at smutte ind i soveværelset, ikke om jeg vil nusse med dem.
Nå men mine tjenere tog sig ikke af mine sure miner og lukkede ”dem” ind alligevel.

Jeg viste at jeg ikke skulle være stået op den dag

”De” havde en transport kasse med. Forstå mig ret jeg elsker at rejse og undersøge nye steder med mine tjenere. Men fremmede skal ikke komme på besøg med en transportkasse. Og da slet ikke en som er optaget.

Men som sagt, ”de” kom ind, med kasse og det hele, helt ind i stuen og åbnede kassen. Jeg blev ude i entreen. Ikke om jeg ville deltage i deres julelege og så i august. Nå men ”de” hyggede sig inde i stuen og snakkede om at jeg var en pivskid at jeg ikke turde kigge nærmere på indholdet. Jeg kunne nu ellers se rigeligt ude fra entreen, der var noget i kassen, noget fejlfarvet, noget gråt, ikke smukt sort/hvid som jeg selv eller hvid/sort som Leia, nej grå ligesom en uvejrsdag og det synes de jeg skulle undersøge nærmere – nul putte!

Det nye grå synes åbenbart at der blev for kedeligt at ligge derinde så det kom ud. Trippede omkring og snusede til mine ting i mit hjem og til mine tjenere. Hoppede endda op på skødet af dem og spandt og bed i deres sokker og de synes den var sød! Havde det været mig der havde bidt i deres sokker havde det nok ikke været så sødt.

Endelig tog gæsterne så hjem men ”de” glemte altså at tage det lille grå uhyre med sig. Det synes til gengæld at det skulle lege med mig, ikke om jeg ville så jeg fes ind og gemte mig under dynen. Men tror I den forstod en pæn hentydning, næ nej den fulgte efter. Så rendte jeg hen til døren for at vise den hvor man går ud, det forstod den heller ikke, til gengæld trængte den mig op i en krog så jeg var nødt til at hoppe over for at undslippe. Hvæse og knurre prøvede jeg også, men det afholdt den nu ikke for at forsøge at lage med min hale eller knurhår eller hvad der nu var inden for rækkevidde.

De næste dage var jeg en del alene med det lille grå uhyre. Tjenerne sagde den hed Sean. Normalfarvet sort/hvid blev den heller ikke, forsøgte ellers at vaske den, men den blev ved med at være grå og den insisterede på at lege og sove i arm.

Til sidst måtte jeg jo overgive mig. Sean er faktisk ok sød, hvis vi lige ser bort fra at han æder daggamle kyllinger med fjer, næb, ben, indvolde og det hele – ydrk. Han æder i det mindste ikke mig lige som Leia gjorde hvis jeg kom til at lege lidt for voldsomt. Han er meget mere social end Leia var. Han kan løbe næsten lige så sindssyg stærkt som jeg kan. Han kan ikke hoppe lige så højt, så vi har en aftale om at jeg klatrer op på reolerne og smider ting ned han kan lege med. Han kan også klatre i gardiner (han skal bare lære at lade være med at gøre det når de to-benede ser på). Han har lært mig at man kan stjæle ting og gemme dem inde under sengen – manner for et godt lager af sokker og andet ragelse vi har der nu. Jeg har lært ham at åbne døre og hoppe/klatre i reoler. Han er også altid med på at lege katten-efter-katten også midt om natten
Og så kan han to ting som jeg er voldsomt misundelig over. Han kan møve sig ind under sofaen og han kan mase sig ind og ligge oven på radiatoren – piv hvor ville jeg gerne ligge der og varme poter sammen med ham.

Zip