At elske sin kat {{forumTopicSubject}}

Jeg har - sammen med kæresten - en maine coon dame på 4 år. Mulle hedder hun.

Aldrig i mit liv har jeg mødt så særpræget en kat. Hun er en hidsigprop til den HELT store guldmedalje, hun vil absolut IKKE tages op, børstes eller snakke. Kun når hun lige har lyst så vil hun snakke, og så slipper man ikke for hende.

Hun er blevet klippet 3 gange ved dyrlægen under narkose, fordi jeg ikke kan komme i nærheden af hende med kam eller børste. Sidste gang måtte jeg endda en tur til lægen efterfølgende, fordi hun havde flænset min hånd da jeg skulle have hende i transportkassen.

Hun havde en periode hvor hun tissede og sked over hele huset, for eksempel på køkkenbordet, på dørmåtten, på gulvtæppet ovenpå - som vi blev nødt til at skifte til trægulv følgende - alt sammen fordi hun af en eller anden mærkelig grund var blevet bange for låget på gruskassen.

Senere hen begyndte hun at tisse på gulvet igen - og det viste sig så at hun var blevet bange for hendes eget værelse, hvor gruskassen står. Det er så heldigvis løst nu.

Alligevel har damen lige fået et nyt gulv-til-loft kradsetræ, nyt foder (for kun det bedste er godt nok til min Mullemis) og en ekstra gruskasse, som hun dog ikke gider at bruge. Hun får godbidder, der bliver leget med hende og hun bliver så absolut kælet med når hun endelig har lyst. Hun har endda fået en Feliway til at dulme nerverne

Jeg elsker simpelthen den kat, og selvom hun nogle gange giver os grå hår, så fylder hun utroligt meget i vores liv og hverdag. Hun er bare en personlighed uden lige, og selvom hun ikke har været nem, så er det alligevel guld værd at have hende.

Andre der har det på samme måde?