Min historie (Diego) Min historie (Diego)

Jeg fandt Diego en våd novemberaften i tagrenden på min fars staldbygning. Alderen ukendt, men han kunne ligge udstrakt i en håndflade og var gennemblødt. Naboens hunde skulle ikke have ham og moderen var væk, så jeg placerede ham i fyrrummet med noget mad og vand.

Jeg var studerende i Århus og boede i stuen i en to-værelses delelejlighed , så en kat var ikke øverst på ønskelisten og slet ikke fordi jeg er opvokset med hunde. Jeg havde dog ikke noget valg, da jeg holdt den lille og forkomne gråstribede killing i hånden. Fra den dag af, var jeg katteejer. Jeg vidste det var en reel mulighed, at han ville dø af svækkelse eller lungebetændelse, så jeg sørgede for ham så godt jeg kunne. Dog var min sambo ikke vild med katte, men accepterede det, da han fik lov at navngive ham. Han er inkarneret forboldfan (OB) – deraf navnet, Diego.

Han fik fra starten af det bedste og dyreste killingefoder jeg kunne opdrive og senere det bedste og dyreste voksenfoder jeg kunne opdrive. Selvfølgelig kom han også jævnligt til dyrlæge, selvom det var noget af en udskrivning på SU.

Efter to år dukkede det første problem op: Han fik tilstoppede urinveje (krystaller og blærebetændelse i skøn forening). Det kostede 2500 kr i narkose, udskylning og indlæggelse. De anbefalede special-tørfoder, så det fik han. Og det var dyrt.

Et års tid senere begyndte han at tabe pelsen og døjede generelt med dårlig trivsel og fedme. Han vejede ca ni kg. Dyrlægen sagde, at det var mangelsymptomer og han anbefalede diæt-tørkost, så det fik han. Og det var dyrt.

Vægten var uændret og forskellen var blot, at han konstant tiggede om mad og begyndte at spise regneorme.

For snart tre år siden kom han på råfoder. Jeg havde ikke turdet det uden min kærestes bistand. Hun ved alt om BARF til hunde (arbejder med det) så jeg håbede at kunne bruge noget af hendes viden kombineret med min egen læselyst om emnet. Reelt havde jeg ikke noget valg, for Diego var langt ude i tovene.

Overgangen var svær for ham, men jeg har undervejs lært en del tricks til hvordan man lærer en tørkostkat at forbinde kød med mad. Set i bakspejlet lavede jeg mange fejl dengang, da mange havde meninger om det, men kun en beskeden viden.

For et halvt år siden fik han problemer med urinvejene igen. Denne gang kostede det 6500 kr i dyrlægeregninger og jeg anede ikke hvad der var årsagen, før jeg fandt Diego inde i et køkkenskab, hvor der var en pose gammel tørkost. Han var kommet igennem hullet til emhætten og posen var næsten tom. Dyrlægen anbefalede dels deres specielle tørkost og dels at få bortopereret det yderste af hans penis. Det var dyrt og ingen af rådene fulgte jeg .

Idag, har han fået pelsen og glansen tilbage. Der er ingen problemer med urinvejene og han vejer ca fem kg. Vægten er passende til hans bygning og han kan faktisk hoppe igen. Sulten efter regneorme er blevet erstattet med musvitter, stære og mus, som han fanger i haven og maden jeg serverer er blevet et hit.

Jeg er ikke religiøs omkring råfodring af katte, men har kun haft dårlige erfaringer med tørkost og dåsemad. Jeg kan se det virker og at Diego trives. Det er hovedsagen og katte er jo rovdyr. –Ikke drøvtyggere.

Nå.. Det var min historie. Jeg håber I kan bruge den til noget.