baby er død {{forumTopicSubject}}

Det var så uvirkeligt. Hele morgenen var hun så glad og kælen. Hun fik et kys og et kram inden jeg lukkede hende ud, for at lade hende gå sin sædvanlige runde omkring gården.

Da hun ikke var kommet tilbage efter to timer, gik jeg ud og kaldte på hende. Hun svarede mig inde fra en mindre samling af træer, og kom kravlende ud på græsplænen mod mig. Det syn glemmer jeg aldrig.
Det var så frygteligt. Blodspor efter hende, sår og afrevet pels…
Jeg kan ikke holde ud at tænke på det! Og jeg har ingen anelse om, hvad der har kunnet skade hende sådan. Måske en ræv, måske en omstrejfende hund? Jeg har bare hverken set eller hørt noget.

Hun lå i mine arme og spandt, imens hun gned sit hoved imod min hals.
At hun vendte tilbage til mig, efter at være blevet så kvæstet må være det højeste udtryk for hengivenhed, det største udslag af tillid. En selvovergivelse jeg bilder mig ind der betød: ”Jeg kæmpede mig tilbage fordi jeg hørte din stemme. Du skulle ikke leve i uvished.”

Det var så frygteligt. Hun var blevet revet bort fra det glade, tillidsfulde liv – hjælpeløs, og døende.
Men jeg så ingen fortrydelse i hendes øjne. Kun en ejendommelig ro. Som om hendes livsgnist slukkedes i det øjeblik hun vidste, at hun ikke kunne overleve.

Det var så uvirkeligt da hun døde i mine arme. Det skete få sekunder efter jeg forsigtigt havde løftet hende op, men det føltes som en evighed.

Nu ligger hun i en lille kasse ved siden af mig, indhyllet i det lagen hun elskede at sove på. De andre katte har snust til hende, og derefter kigget på mig. De får ikke lov at komme ud mere, selvom de gerne vil. Ikke før dét der slog Baby ihjel er blevet fjernet.
Jeg har grædt, men lige nu er jeg helt kold. Ingen følelser, helt tom. Min lille baby er død…

I kan bebrejde mig alt, men i vil aldrig kunne bebrejde mig mere end jeg selv gør. Jeg sletter Baby fra min profil i morgen. Indtil da vil jeg kigge billederne igennem, og mindes hvor smuk og levende en kat hun var. Jeg elskede hende sådan…