{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
554 visninger | Oprettet:

Klog af skade {{forumTopicSubject}}

Når jeg læser på nogen af jeres historier om katte med lange sygehistorier, får jeg lyst til at spørge jer og alle andre:
“Går vi tit ikke for langt?

Jeg ved det er nemt, at sidde på den “anden side” og sige/skrive:
“Jeg ville have aflivet den for længst”.

Min overskrift siger det lidt. Jeg har haft en hund og kat med allergi og vil ikke igen stå i det. Dels fordi lige det forløb med allergi kan tage lang tid, at få udredt og fordi det kan være mere end bøvlet, at stå med.

Med en kat vil jeg ikke igen trække hverken den eller mig selv gennem dyndet. Med en hund ville jeg gå lidt af vejen, alt efter hvordan hunden har det med det og om diagnose kan ligge lige for.

At et dyr skal have speciel foder eller medicin har jeg det okay med, men selve undersøgelserne, indgreb og det ubehag der kan følge med disse, vil jeg personligt hurtig sige stop overfor.

Der har jeg det sådan, at ville lade usikkerheden om hvordan dyret har det, komme det til gode. Så hellere aflive for tidligt end for sent.

Problemet kan være de pokkers følelser for det pågældende dyr. De kan gøre det vildt svært alligevel. Det kan være både svært og let på samme tid, hvis det drejer sig om, et ungt dyr og ligeledes hvis man står med et gammelt dyr. Ungt fordi det så ikke har levet så længe og modsat fordi den så har det længere, at skulle døjes med en bestemt lidelse. Den gamle dyr, fordi den har levet et langt og forhåbentlig godt liv, men rigtig svært, fordi man har haft det så mange år.

Tænker i anderledes over visse typer af sygdomme/lidelser, som et af jeres dyr har fejlet og i tænker “Aldrig igen”?


Kommentarer på:  Klog af skade
  • #1   16. okt Jeg har gået for langt mindst 2 gange, første gang var min lille handicappede pige, som overlevede galdegangsbetændelse første gang, og anden gang ville jeg sååå gerne tro det ville gå godt igen, men efter over 2 mdr med behandling måtte jeg indse, at fremgang blev til stilstand og så til tilbagegang, hendes lever var begyndt at sætte ud, og jeg måtte gå den tunge gang med hende, hun blev kun 2 år og 4 måneder.
    Birk sluttede med 6 uger på penicelin uden nogen virkning, og det var også for langt tid, han blev aflivet kort efter han fyldte 9 år, og enten var det en infektion i hjernen eller en tumor, han havde meldt sig ud af flokken og valgte altid at være der, hvor vi andre ikke var, og lå ikke på sin faste plads ved min pude.
    Jo vi går nu og da for langt, og nu og da måske fordi vi er bange for ikke, at gøre nok eller svigte vores elskede katte, som desværre ikke forstår hvad der sker, når vi påtvinger dem behandling.
    De 2 jeg har nu er begge tandløse og har det godt, men jeg ved ikke, om jeg ville vælge at operere en kat mere, hvis jeg fik at vide den havde FORL, og det er ud fra den erfaring jeg har fået med Røde og Mitti, Mitti har ikke ladet sig mærke med noget som helst, han har bare været sig selv, og har kvikket op efter hver operation, hvor jeg med Røde så en overgang, hvor han ikke trivedes, særligt mens Mitti stadig havde tænder, og det skubbede til balancen mellem dem, det gik ud over deres venskab.
    Praktisk giver det også nogle problemer, måske særligt fordi mine drenge er langhårede? En ting har jeg lært, hvor vigtige kattens tænder er i pelsplejen, det havde jeg aldrig vidst før, så med katte med lang pels og ingen tænder, er der mere pelspleje, en af grundene til, at jeg klipper Mitti og nu og da også Røde.


  • #2   16. okt Min den ene kat har en dyrlægejournal der er ekstrem lang.
    Han har været i narkose 3 gange. Været på antibiotika 6 gange. Øjendråber 5 gange og sikkert mere jeg ikke kan huske.

    Han lever med løbeøjne fordi han ikke har nogen tårekanaler.
    Han lever på skånekost fordi maven nok har fået permanent skade af det lange sygdomsforløb.

    Bliver han syg igen så tager vi en tur mere til dyrlægen og også gerne endnu en narkose hvis det skal være det.

    Vi har været igennem ild og vand sammen og jeg opgiver ham ikke uden kamp.
    For mig handler det om at kigge på katten. Leger den? Spiser den? Opføre den sig som den plejer?
    Virker den glad?

    At skulle stjæle et andet væsens liv er en kæmpe beslutning.


    Jeg har taget den beslutning en gang i mit liv. Der sagde jeg farvel til min pony på 20 år efter 10 gode år sammen.
    Hun havde to sygdomme i sine hove, havde konstant diarre og kunne ikke længere optage sit foder så hun blev tyndere og tyndere. Desuden måtte hun kun gå på en lille bitte fold pga hendes hove og mave.

    Der sagde jeg stop. Men selv idag har jeg en følelsen af at hun ikke var klar.

    Jeg var selv meget afklaret men da hun fik sprøjterne virkede hun slet ikke afklaret og okay med at rejse over regnbuen.

    Den følelse sidder i mig hver dag. Jeg VED det var det rigtige valg for hun havde ikke klaret en vinter mere.
    Men hun var glad til det sidste. Og der må jeg nok erkende at så længe jeg har et dyr der virker glad. Så skal jeg ikke bestemme at de ikke må leve.

    Tænk hvis nogen aflivede de mennesker der var kronisk syge?

    Dette skal ikke forståes som at man ikke skal aflive sit dyr når tiden kommer. Jeg har personligt været vidne til hvad der sker når man ikke kan tage den beslutning. At se et dyr bare syne hen fordi ejeren ikke vil tage beslutningen. Det er ikke værdigt.

    Så ja alt i alt er det en super hård beslutning og måske føles det altid for tidligt eller forsent man har aflivet. Måske føler man aldrig at man rammer det rigtige tidspunkt. Men næste gang vil jeg gerne prøve at have taget beslutningen lidt for sent. - Bare en lille bitte anelse. Frem for at tage den for tidligt.


  • #3   16. okt Det er et svært emne. Jeg har også været der, hvor jeg ikke ønsker at komme igen...

    Vi havde en Bengaler Mischa, hun var næsten 2 år da vi fik hende. Skræmt fra vid og sans over flytningen, men langsomt tøede hun op og fik mere selvtillid. Skøn kat, og smuk var hun også.

    Det var bare som om "jeg tør godt være lige ved siden af jer" - kurven aldrig fladede ud. På det tidspunkt, hvor det virkede til at hun var faldet til, da var hun heller ikke nervøs for os mere, men det betød så, at hun begyndte at angribe os. Startede med at bide mig i armen uden varsel. Trak hovedet baglæns og huggede til. Jeg havde tyk trøje på, men der var tydeligt blåt mærke.
    En Bengaler er en stor kat, med stort gab, langlemmet og muskuløs.

    Inden da havde hun hvæst af alt nyt i sine omgivelser, både gæster, kattegrusposen og div. rengøringsredskaber, men der var ro, når vi var her selv med hende. Hun var en skøn kat, som fulgte interesseret med i alt, ofte på den der killingemåde med hovedet lidt på skrå, og hun var også begyndt at komme og ligge på skødet. Vi ville gøre alt for hende. Men de der angreb med bid uden varsel, det kunne vi selvfølgelig ikke leve med.

    Havde kontakt med tidligere ejer, som dog ikke kunne komme med meget, der kunne hjælpe, andet at foreslå at hun kunne blive fritløber på en gård i Sverige. En Bengaler har ingen underpels - så den idé gav ingen mening for mig.

    Meget blev prøvet, dyrlæge og spec. adfærdsdyrlæge. Ingen af dem kunne dog komme i nærheden af hende, så det var vejledning via telefon + medicinering.
    Det var en meget intens periode med op og nedture. Ind imellem troede jeg virkelig på det, men det endte desværre med, at hun gik max amok, hvor hun hvæsede og spruttede imens hun angreb min voksne søn. Gik efter hans hoved, og han fik kun lige afværget med en sofapude og hånden knyttet i hendes gab. Hun gabte helt over hans hånd, skreg højt og forsøgte stadig at bide. Hver gang hun kom på gulvet startede hun et nyt angreb. Det var vanvittigt, og nok mere held end forstand, at det lykkes mig at få hende væk og ud på gangen. Hun var virkelig aggressiv.
    Ingen tvivl om, at hun var i højt stress-beredskab. Selv flere timer efter, ville hun stadig angribe, da hun så ham igen. Mig hvæsede hun nu også af, men angreb dog ikke.

    Episoden foregik en søndag aften, og jeg sov vist ikke meget den efterfølgende nat. Helt overmandet af magtesløshed.

    Talte med dyrlægen næste morgen, hentede bedøvende medicin til hende, som hun fik i sit foder, så vi kunne få hende i transportkassen.
    Inden bedøvelsen virkede, da var hun sig selv, glad og sød. Hentede sin yndlings mus-på-pind til min søn som altid. Men - pludselig - ud af det blå - så satte hun klørene i hans ben, imens hun hvæsede og klatrede op ad ham.
    På det tidspunkt var jeg slet ikke i tvivl om, at både hun vi skulle have fred.

    Afsted til aflivning - jeg tuede hele vejen imens jeg sang for hende. Vi måtte vente et stykke tid på dyrlægen, og hun fik sin sidste elskede solskinsstribe på sig, imens hun sad i transportkassen ved siden af mig, og hun fik de sidste kærlige ord med til sin sidste rejse sammen med musen fra pinden, som vi havde klippet af.

    Jeg overværede ikke aflivningen, de var naturligvis nødt til at bruge magt.

    Dyrlægen sagde efterfølgende til mig, at hvis katte kunne få psykiatriske diagnoser, så mente hun at Mischa havde skizofreni.
    Jeg ved jo ikke om det er rigtigt - det gav mening på dagen, men af og til bliver jeg stadig overmandet af tanken om, hvorvidt jeg kunne have gjort noget andet for hende, selvom min fornuft ved, at det måtte slutte lige dér - hvis ikke før smiley

    Så ja - det er et svært spørgsmål, som jeg i hvertfald ikke kan svare entydigt på.


  • #4   16. okt jeg har gået langt mange gange, men en ting jeg ikke vil gå igennem en gang til, er en kat med dårlige nyrer. Altså når katten er nået til det punkt hvor man skal tvangsfodere.

    men ellers går vi så langt, som katten selv vil være med til. For det er vigtigt at katten trives, til trods for at den evt er syg

    pt har jeg Baby som måske har sukkersyge. Han har fået taget blodprøve, og dyrlægen ville aflive ham. men det sagde jeg nej til
    han har så fået sukkersygefoder i en lang periode og i dag kan man ikke mærke noget på ham mere. Han gik meget dårligt på begge bagben. Men i dag går han faktisk normalt

    jeg vil hellere ikke gå langt i et kræftforløb. For det var også strenge. Jo hvis det er en ung kat så bør man prøve. Men en ældre kat ville jeg nok ikke gøre det


  • #5   17. okt Jeg kan læse, at i går meget længere end jeg nogen sinde vil gøre og har gjort med nogen af mine dyr. Jeg mener helt klart at lidt for tidligt er bedst, hvilket jeg ved nogen tilfælde alligevel havde været for sent.

    Jeg indrømmer, at det chokerer mig, hvor langt i går her i jeres historier og gerne over, for ikke at være utro mod et levende væsen.

    Hvorfor skal de helt derud, så de “beder” os, om man vil, “Jeg vil ikke mere”.

    DK Laluna. Jeg syntes ikke at man overhovedet skal sammenligne dyr og mennesker. Vi er, om man kan lide det eller ej (jeg kan ikke lide det) dem der bestemmer over dyrene. Deres liv og deres død. Vi har pligt til, at aflive dyr, der ikke har det godt, trives dårligt og har et dårligt liv. Var de derude på den åbne mark, på savannen, i skoven ja bare i naturen, havde andre dyr taget livet af dem længere før vi gør det.

    Natur metoden, syntes tit er mere human, end endeløse behandler, at grænserne for nye behandleringer hele tiden kan skubbe det væmmelige lidt foran os, det er ikke et værd for dyr.

    Jeg provokerer nok nogen, ved at ytre mig sådan, men det er nu MIN menig og holdning. Jeg var som sagt også meget nysgerrig efter, hvor jeres grænser går.

    God weekend til jer smiley


  • #6   17. okt God weekend??

  • #7   17. okt Denise:

    Den sætning du skriver "Vi har pligt til at aflive dyr der mistrives og ikke har det godt" (eller sådan noget)

    Tror jeg er hele sagens kerne her.
    Jeg tror blot det handler om måden man definere det på.
    "Hvornår mistrives et dyr"?
    Og det er bare forskelligt hvornår man syntes de gør det smiley

    Jeg bliver ikke spor ramt af hvis du syntes jeg er gået langt med min hest. Der var så mange detaljer med i den sag som jeg ikke har beskrevet som også havde indflydelse.

    Men jeg bliver helt sikkert lidt ramt hvis du syntes det er synd jeg holder min kat i live. smiley


  • #8   17. okt Dyr i fangenskab skulle gerne have et bedre liv end dem i den fri natur
    Ellers bør man ikke have dyr


  • #9   17. okt Tænker måske også det handler om, hvordan vi hver især definerer "mistrivsel" og "dårligt liv".

    Jeg forstår fuldt ud de valg I, Jette, Luna og Anja, beskriver I har taget. Synes faktisk I virkelig tager ansvar i beslutningerne og træffer valg med "åbne øjne".

    Denise, derimod forstår jeg ikke, at det skulle være mere skånsomt at leve og dø på savannen. Vi har vist alle set naturprogrammer, hvor dyrene er syge og lever forpint, får mider i deres sår eller bliver ædt levende. De vilde dyr lever ofte med stress i frygt for andre rovdyr.

    Når man træffer sit valg om behandling af sit dyr, så er der mange parameter og nuancer der bliver inddraget, der ikke altid er andre bekendt, ligesom med din hest Luna .

    Jeg tror aldrig jeg kommer til, at have besluttet, hvor langt jeg vil gå på forhånd. Det afhænger af situationen, dyrlægens udsagn om prognose, dyrets alder, alment velbefindende og naturligvis er man også nødt til at se på egen pengepung.

    God weekend smiley


  • #10   17. okt Helt Enig Li Lot.

    Med hensyn til pengepung syntes jeg katteforsikringerne er guld værd.

    Min ene kat der har været igennem nærmest alt, er forsikret. Så jeg har nok i alt for alle behandlingsforløb samlet set betalt Max 5000 kr. over næsten 3 år.

    Men for nu virker det til at der er stilstand i behandlingerne. Vi ved nu hvad problemet ved øjnene er. Vi ved hvordan vi afhjælper maven og han er glad og frisk hver dag.

    I dagligdagen mærker jeg absolut ingen forskel på ham og de andre.

    Desuden ligger han stadigvæk øverst i hiraki. Han styre de andre med blød og kærlig pote men han ved nu godt at det er ham der bestemmer. smiley

    En syg og dårlig kat vil ikke have energi til at holde sig i toppen.

    Han tumler med de andre. Spiser som han skal. Putter i fodenden. Vasker de andre og sig selv. Han er som han skal være smiley


  • #11   17. okt Dejligt han trives så godt Luna - den dejlige dreng smiley

    Ja, forsikring kan klart anbefales. Har også lige haft gang i min, da Tinka havde dårlig mave.
    Med Mischa havde vi ikke nået at få forsikring, så hun kostede godt og vel 10.000 kr. på 2 mdr.


  • #12   17. okt Hvor har du forsikring henne Li Lot? smiley

  • #13   17. okt Jeg har forsikring hos Tryg. Fungerede fint med at få refunderet.

  • #14   17. okt Kan høre mange er glade for dem ja smiley


  • #15   17. okt Uha! Det er et stort - og måske også sprængfarligt emne smiley

    Jeg vil til hver en tid kigge på min kats trivsel - uanset diagnose.

    Freddie har en meget lang journal. Var aggressiv i et par år inden vi fik en diagnose da han var 5 år - HD! Det er progressivt, sagde dyrlægen og jeg så næsten ingen tid foran ham, for han skal nemlig ikke trækkes igennem en hofteoperation.
    Nu er der så gået 5 år og han er næsten aldrig på smertestillende men er jævnligt hos kiropraktor, hvor jeg har en aftale om fast pris.
    Allerede dér fik jeg at vide, at mange havde givet op før mig.
    Da han så blev hundesyg i februar med AIHA hvor chancerne for overlevelse var meget små og endnu mindre for at han nogensinde blev medicinfri, der var jeg ved at give op! Han var begyndt at frygte når han skulle have piller og hvis det skulle fortsætte, så havde jeg sagt stop og faktisk var der en dyrlæge der gerne ville aflive ham!! Jeg stod med tilbuddet!
    GUDSKELOV gav jeg det en sidste chance og han fik nogle Pill Assist som smagte som godbidder, så nu var det pludselig en fornøjelse at give ham piller! Han har haft mange grimme bivirkninger. Bivirkninger som jeg ikke vil byde en kat igen. Mirakuløst overlevede han og endnu mere mirakuløst er det, at han har været medicinfri siden juni smiley
    Nu er han 10 år, glad, fin og vejer 9 kg. - en del for meget, men han trives og det er det der er det vigtigste for mig.
    Da jeg fik at vide, at han havde diabetes (det har han så ikke) besluttede jeg mig for, at hvis han skulle på insulin så var det slut. Både fordi hans temperament ikke er til at blive stukket dagligt og fordi det simpelthen besværliggør mit liv. Jeg har ingen der vil passe en kat der skal stikkes. Måske egoistisk, men jeg har stået med det før og det magter jeg altså ikke igen og katten skal ikke tro at den skal stikkes når han ser mig.

    Så er der jo Lucas.
    Blind på det ene øje - og? Det er ham der fanger fluer herhjemme og så længe det ikke har udviklet sig til grå stær, så er der ingen ko på isen.
    Så fik han konstateret slapt spiserør og dyrlægen så sørgmodigt på mig, for det gik aldrig godt...
    Det var en kamp at få ham til at standse med at kaste op. Han fik blendet foder, men kræet ville kun have tørkost, så det endte med, at han nu i årevis har levet af killingefoder!!! Det er ikke optimalt, men han er glad smiley
    Vi har lige været inde i en opkastperiode og nyder den tid der går, før at det kommer igen. Han var sikkert blevet aflivet før hvis han havde haft et andet hjem.

    Jeg har lært meget og nu har jeg jo så en med hæmobartonella felis og han vil om ingen omstændigheder spise Ronaxan.
    Det er ikke en kat man skal tvinge munden op på, for så garanterer jeg ikke for følgerne...
    Såeh... han er måske også 10 år og trives umiddelbart, selvom han er ret stille, men det har han været alle de år jeg har kendt ham. Han har sikkert haft det i årevis og er såkaldt rask smittebærer.
    Hvis jeg ikke finder noget der smager mega-godt som han vil spise pillerne i, så er jeg blevet enig med dyrlægen om, at så er det bare sådan det er!

    Jeg går langt - meget langt, men min erfaring har lært mig, at man skal se på katten som helhed og ikke isoleret på en diagnose.
    Dog er der nok nogen der vil mene, at jeg er kynisk, men noget jeg aldrig vil byde min kat at blive slæbt igennem er FIV! Jeg gør det ALDRIG mere og jeg er forfærdet over, at der et kattehjem der bortadopterer FIV-katte.

    Kattene er mit ansvar og jeg er meget knyttet til dem, men den dag de bare ligger hen, da er det slut.


  • #16   17. okt Jeg har det nu fint med de beslutninger jeg har truffet, og den indsigt og læring jeg har fået.
    Mine 2 tandløse drenge, er blevet helbredstjekket før de mange operationer de har været igennem, og dyrlægen har vidst, at hvis de var syge og ikke kunne blive raske, så var det slut.
    Jeg er selv kronisk syg og har været gemmer meget, bla en hjerteoperation, og selv om jeg lever og har det fint, så ved jeg også at der er grænse hvad en kat skal igennem, hvis der ikke er gode udsigter i den anden ende, fordi man ikke kan forklare og måske må bruge dumme metoder til medicin.
    Jeg har ialt haft 6 katte, og har altså sagt farvel til 4, og selvom jeg savner de 4 meget, så var det de rigtige beslutninger for dem alle 4, og jeg gik længere da jeg var ny som katte ejer end jeg ville gøre nu, men jeg har nu altid fulgt dyrlægen, ind til det punkt, hvor jeg vidste, at det skulle slutte, og har fået opbakning af dyrlægen.
    Det er så personligt et valg, at det kun er en selv, som kan tage det.
    Som udefra stående, syntes jeg at min datter bør aflive hendes ene kat, den har igen igen problemer med tænder og mund, og jeg ved hun har svært ved at lægge ca 4000kr, og det bliver ikke sidste gang smiley katten er super sød og knapt 8år, men hun er enlig mor til 2 med autisme og ADHD og er selv pensionist, men det er en svær beslutning, uanset hvad og jeg ved ikke hvad hun beslutter, men jeg vil støtte hende uanset hvad hun beslutter, for det er hendes beslutning.


  • #17   18. okt God “aften” til jer. Jeg var gået i gang med at svare og kommentere, jeg blev da kørt godt varm smiley . Jeg skal lidt halv tidlig op i morgen, så teksten er kopieret og gemt. Jeg vender tilbage i dag(morgen). Så lige at et par af jer var på. Sov godt til de sidste smiley

  • #18   18. okt Den der hjerte operation ved jeg ikke hvor kommer fra smiley det er altså en hjerne operation jeg har fået smiley

  • #19   18. okt anja. Ja god weekend. Er der noget forkert i det?

    DK Laluna. Jeg hæfter mig ved denne sætning “Jeg giver ikke op uden kamp”. Hvad ligger der i det. Dyrets kamp eller din egen?

    Det er rigtig svært, fordi vores følelser og forstand ikke går godt i spænd, når vi bliver pressede. Jeg tænker over det efter jeg har fået aflivet et dyr om jeg skulle have sagt farvel noget før. Det er ikke altid man faktisk bliver klogere. Hvert dyr er jo et individ, som rammer os på hver deres måde. Det er med til at beslutter det vi gør.

    I mistrives ligger der for mig, ikke kun hvordan dyret har det mellem behandlinger. Jeg ser det som en helhed. Hvis min kat skal igennem ubehagelig behandlinger i flere år, for at jeg kan have en at komme hjem til, klappe osv. Så er jeg allerede alvorligt i gang med en ransagelse, om hvorvidt det er ok. Jeg føler selv, at min forrige skulle have været aflivet noget før. Dyrlægen sagde god for, at hun kom med hjem, da hun ikke led. 3 dage senere aflivede jeg hende. Et dyr der ser sølle ud, sover mere end ellers, skal ikke leve for min skyld, også selvom dyrlægen siger god for dens liv.

    En ting er, hvad ens dyr kommer til at fejle. Noget andet og for mig det helt afgørende, hvor tit det skal i behandling, hvor tit det skal holdes fast, for at tage medicin, eller på anden måde blive behandlet. Hvis det er resten af et dyrs liv, ville jeg aflive. Jeg mener ikke at det er fair, når man ikke kan forklare hvorfor. Så kan dyret have det nok så imellem de “behandlingerne”. Hver gang er et overgreb på det. MIN MENING smiley

    Som jeg også skrev i startoplægget, er det nemt, at have en mening om en andens beslutning, når man ikke selv kender dyret og hele historien. Når jeg så alligevel gør det, er det fordi når jeg læser sygehistorier, så syntes jeg at flere går meget langt.

    anja. Hvis du kunne spørge dyret, hvad tænker du så det ville svare? Stil dig selv spørgsmålet. Vi du have 30 total fede år eller 70 halvdårlige, bare for at beholde livet på jorden.

    Li. lot. Det du ser i tv, er altså kun en brøkdel af virkeligheden. Intet dyr ligger/ lever ret længe med en skade eller en sygdom, før den bliver en andens brød. I modsætning til vores kæledyr, som kan leve flere år under både kummerlige forhold, sygdom og med skader. Enten fordi dens ejer ikke kan se/vil se, eller har forstand på, at der er noget galt. Eller også fordi de ikke vil undvære kæledyret. Det er sørme mere synd og dyrplageri, end et par dage i naturen, før den dør og bliver føde. Dyrlægen kan kun vejlede om et dyrs liv, ejeren kan vælge noget andet.

    Vores kæledyr kan godt nyde godt af behandling og medicin, men sandelig også det modsatte. Der er også mange dyrlæger rundt om, der efter min helt klare menig går alt for langt, for at høste penge, at kunderne kommer tilbage og er tilfredse og grænserne vil blive ved med, at blive rykket.

    Som jeg også skrev i startoplægget, er det nemt, at have en mening om en andens beslutning, når man ikke selv kender dyret og hele historien. Når jeg så alligevel gør det, er det fordi når jeg læser sygehistorier, så syntes jeg at flere går meget langt.

    Jeg ser hellere dyr i naturen leve et frit kort liv, end et kæledyr der lever 20 år hvoraf de 10 ikke var videre fede for den. Kalder du det for værdig og godt Vi har ikke pligt til, at holde vores dyr i live.

    Men selv med trivsel, (ved ikke om man så kan kalde det det) spiser, besørger, kan dyrs liv, efter min mening være uværdigt og trist. De holder jo ikke op med at eksistere, selvom den kan være langt fra vante omgivelser, have et trangt bur osv. Det er i mine øjne også en form for mistrivsel.

    Jeg har muligvis gentaget mig selv hist og pist, men jeg kom vist hele vejen rundt. Kæmpe krammer til ALLE dyr smiley smiley smiley smiley smiley smiley smiley smiley

    PS. Jeg har også TRYG. De er er bare de bedste og prisen er fin, hvis man har rabat pga. andre forsikringer.

    PPS. Håber alle havde en god weekend. smiley


  • #20   18. okt Jeg bider mærke i, at en kat ikke skal modtage behandlinger hele dens liv på trods af, at den trives imellem behandlingerne.
    Der er jeg lodret uenig.
    En kat er klog.
    Når Freddie skal indfanges når han skal til kiropraktor, ja så er det sandelig ikke hans kop the, men når han ser dyrlægen, så er det Heeeej! Se mig! Er jeg ikke bare skøn? Nus mig! Hvorfor skal jeg hjem nu? Det er så dejligt at blive masseret... Nå? du har godbidder? Siger du at jeg er for tyk? Hvorfor giver du mig så godbidder???

    Faktisk lægger han sig i buret når det er lukket og jeg siger:
    Bare rolig Freddie, du skal bare ned til Christine" smiley

    Jeg slæber gerne afsted med ham ca. hver 6. uge, når jeg har en glad kat imellem behandlingerne.



  • #21   19. okt Vores fælles kamp. smiley

  • #22   19. okt I forhold til forever medicin så kommer det igen an på katten.

    Min kat lever på skånekost men det tror jeg da ikke er gået op for ham. Det spiser han som et hvert andet måltid.
    Ja han har fået taget flere ubehagelige blodprøver og været indlagt af 3 omgange. Men det er ikke hver måned han fremadrettet skal indlægges. Faktisk bør han slet ikke indlægges igen.
    Ja jeg har måtte tvinge medicin i ham og dryppe øjne. Men hvis han har måtte udstå det i 2 år med pauser for nu at kunne leve 17 år som rask skulle jeg så virkelig have aflivet ham for et par behandlinger?

    Det er noget HELT andet for mig når vi begynder at kigge ud i fremtiden og vide der ikke er nogen bedring at finde men at man køre livsforlængende behandlinger.

    Skal katten ind hver måned og i narkose for at få fjernet en tand pga TR. Jamen så siger jeg nok farvel.
    Skal katten have dryppet øjne resten af sit liv. Jamen så siger jeg også farvel.

    Men når der er lys på den anden side af en behandling og katten er glad og velfungerende. Og kan få mange flere gode år. Jamen så giver jeg ikke op.

    Problemet er typisk at man ikke ved hvornår det er livsforlængende og hvornår man regner med lys på den anden side.

    Du kan have behandlet længe før det går op for en at det ikke kommer til at slutte. At lidelsen er blevet kronisk.

    Min misling og jeg kæmpede i 6 måneder før det gik op for mig at hans mave-tarm problemer var blevet kroniske.
    Heldigvis lever han fint på skånekost. Så kan ikke de hvorfor jeg skal aflive pga det smiley


  • #23   19. okt Jeg afliver nåår katten ikke længere trives.
    Muddi som jeg fik aflivet for 3 mdr siden, blev det fordi han for 4 gang fik dårlige ører, og han hadede øredråberne. Og så skulle han ikke igemmen turen igen
    Jeg gør tingene så lang tid at katten trives
    Mine dyrlæger ved godt hvor langt jeg vil gå
    Jeg nægter at have 3 benet dyr og oget i den stil. En kat har 4 ben fra fødsel til de ikke er her mere
    Kemo kommer jeg hellere ikke ud i
    Ja jeg bruger naturmedicin hvis det kan lade sig gøre. Det trives kattene faktisk bedre på


  • #24   19. okt Jeg er ikke helt så firkantet som dig Denise ?? og jeg er absolut ikke tilhænger af at dyr skal dø afsig selv/blive spist i naturen, for mine katte er væk før det når der til, så er det en sprøjte!
    Tit ser man jo først i bakspejlet, at man gik for langt, fordi der var fremgang, eller medicinen måske skulle skiftes med et andet præparat.
    Jeg ved jeg vil gøre forskel på de 2 jeg har tilbage, for Røde kan ikke transporteres uden, at han og boksen er smurt ind i lort, på grund af stres, derfor kommer dyrlægen også til mig i slutningen af måneden, selvom hun ikke køre ud så tit på grund af Corona, og det bliver også udenfor vi mødes til eftersyn.
    Mitti kan jeg sagtens have med i boks, men han er faktisk ikke glad for, at dyrlægen kommer her, og han må i boksen, så han ikke laver forsvindingsnumre ?? så er der noget der kræver undersøgelser som ikke kan fortages her, så skal der mange overvejelser til, og sidst Røde skulle opereres for FORL/TR blev han bedøvet her og hun tog ham med, og kom med ham da han var vågen og kvik igen.
    Det er snart 4 år siden Mitti fik den sidste operation, og Røde over 5 år siden, og de 2 har endnu ikke haft en sygedag, så som snart 9 og 8 årige er de de billigste katte jeg har haft, og også meget stresfrit ?? og jeg håber de lever godt en del år endnu, også fordi jeg ved det for alvorligt bliver tomt, når de ikke er her længere, for der kommer ikke nye katte ind, det ville også være noget man kan være uenig om, for jeg syntes ikke jeg vil tage ny kat ind, både på grund af min alder og helbred.


  • #25   21. okt Husk vildkattene. Alt er jo i skønneste orden, hvis han elsker dyrlægen og massageturene. Jeg går forsigtigt ud fra, at kunne den ikke det, så stoppede du vel. Med livslange behandlinger mente jeg nu også det var ud fra, at katten ikke kunne lide behandlingerne, hvilket nok gælder flest katte.

    Jeg kan dog ikke se, hvorfor katten skulle være klog af den grund. Det der sker på hans krop, er tilsyneladende dejligt, så er det vel ud fra det han reagere.

    DK Laluna. Kan han lide maden, er det jo også fint for ham. Foder er foder, uanset hvad der står på pakken smiley Men i de 2 år viste du jo ikke, at han ville blive 17 år. Jeg tænker ikke, at du fra start viste, de behandlinger “kun” ville vare i 2 år.

    Du har helt ret i dette: “Problemet er typisk at man ikke ved hvornår det er livsforlængende og hvornår man regner med lys på den anden side.

    Du kan have behandlet længe før det går op for en at det ikke kommer til at slutte. At lidelsen er blevet kronisk.” smiley

    Det glæder mig, at der kom lidt mere kød på jeres syn på det, at have syge dyr. smiley

    Jette. Jeg nævner jo ingen steder, at jeg finder det fedt for dyr, at dø ude i naturen. Deres sygdom og skade kan være minimal men store nok til, at de hurtigt bliver udset som bytte og udstedt af flokken med samme resultat. Det er da langt at foretrække, end behandler, ubehag, tvangs medicinering, prøver mm. over rigtig lang tid. For ikke at nævne de dyr, der går hos mennesker, som ikke har begreber om dyrs behov. Da de ikke vil møde et rovdyr, der hjælper dem ud af elendigheden, ser jeg kun deres liv som total sørgeligt og meningsløst.

    Jeg finder det bare drøn svært, dyret og i sær kattene (firbenede dyr), går ikke frivilligt med på ret meget af et forløb. Den ikke noget valg og kan ikke se ud for enden af en tunnel. Som mennesker og ejere, skal vi træffe det rigtige. I bund og grund, vil det altid være et skøn og kun set ud fra hvad vi mener, tror og håber.


  • #26   21. okt Da jeg gik igennem alt det her med Bounty. Der troede jeg helt oprigtigt på at det var 2 uger og så var han rask.
    Når så det ikke virkede så prøvede vi noget nyt. Og igen kom troen på at NU ville det virke.
    De 3 narkoser er på forskellige ting.

    Første narkose var hans første udredning. Jeg havde fået min killing hjem og problemerne begyndte hurtigt at melde sig. Han sked 12 gange i døgnet og han nøs så meget så jeg nogengange måtte løfte ham op for at få ham til at stoppe.
    Der kørte vi til dyrlæge første gang. De lagde ham i narkose for at undersøge luftvejene.
    Dette blev behandlet og alt var godt.

    Maven var fortsat et problem. Vi prøvede ALT og dyrlægen sagde at det var noget han selv skulle bearbejde så vi skulle bare hjælpe ham med lidt gode mave-tarmflora f.eks. Zoolack, diapaste, diapro, prokolin og 100 andre ting vi prøvede.
    Hver gang vi prøvede noget nyt var jeg sikker på det ville virke.
    Til sidst fandt vi Gastro foderet der virkede. Og vi fik 1 år med ro.

    Året efter er han til sundhedsundersøgelse (det er alle mine katte en gang om året)
    Her er dyrlægen bekymret for hans tåreflod. Så han dryppes. Da det ikke virker ringer jeg til dyrlægen. Han skal have andre dråber.
    Så dryppes han 14 dage med dem. Det virker ikke. Så skal han i narkose for at undersøge om det bare er et hår der sidder i vejen.
    - Jeg havde ingen intentioner om at aflive hvis det bare var et hår der skulle fjernes.

    Den undersøgelse viste intet så vi prøvede med skarpere dråber.

    De havde heller ingen holdbar effekt.

    Ringede til dyrlægen igen og vi snakkede længe. Han ville have ham til en øjenspecialist i narkose og før første gang overvejede jeg at sige nej.
    Jeg overvejede ikke at aflive for det var ikke mit indtryk at min kat var irreteret af det ekstra tåreflod. Han havde levet med det, det meste af hans liv og han er heldigvis ligeglad med at få vasket øjenkroge. Typisk kan jeg tage det med en negl og lige kradse det af.

    Men at sende ham igennem en narkose mere det var jeg meget i tvivl om.

    Efter en lang snak med dyrlægen om forventninger så blev vi enige om at sende ham afsted. For mig blev det ikke kun for Bounty, men fordi jeg havde kendskab til et par stykker mere der havde lignende problemer og ville gerne have svar!
    Som opdrætter var det vigtigt for mig at vide om det kunne smitte mine killinger.

    Så af mange grunde kørte vi til Århus hvor jeg efterlod min skønneste kat.

    Øjendyrlægen havde virkelig styr på hvad han lavede og konklusionen blev at han ikke havde nogen tårekanaler i det ene øje og en meget lille i det andet som han havde forsøgt at forstørre lidt.
    Efter at have pillet så meget i øjnene skulle han igen dryppes i 14 dage.

    Hans tåreflod er det samme. Så man kan sige det hele var spildt. Men jeg har vished nu.
    Det kan ikke smitte mine killinger.
    Og jeg er klogere på de symptomer hvis jeg ser dem hos en af mine andre katte engang.

    Jeg kan ikke sige at jeg på noget tidspunkt i mit forløb overvejede at aflive ham.
    - Ej det passer ikke. Da han havde haft dårlig mave i 5 måneder og dyrlægen snakkede livslang antibiotika. Der begyndte jeg at overveje det. For det skulle han ikke.
    Dyrlægens absolut sidste bud blev et foderskifte.
    Hun tilbød også at åbne tarmen op og tage prøver fra den og skylle den igennem, men det takkede jeg nej til. Efter 5 måneder skulle han ikke mere.
    Men nu køre han super fint på Gastro og øjnene anede jeg ikke at vi ikke var ved sidste behandling hver gang. Og jeg kan ikke aflive en kat som jeg forventer vil være rask om 14 dage med et par øjendråber. smiley

    Nu fik du vidst det meste af Bountys historie.
    Selvom der sikkert er ting jeg har glemt. smiley


  • #27   21. okt Denise:
    I starten var han til kiropraktor og laser 6 gange på 3 uger og DET gad han ikke.

    Jeg har pt. en kat med Hæmobartonella. Han VIL ikke spise piller og han skal ikke ned til dyrlægen og stikkes hver dag i 3 uger - nix! Så må det gå som det går. Så længe han ikke lider, så er det jo bare sådan det er!
    Det er nemlig min indstilling!
    Hvis Freddie ikke ville spise piller i godt 3 måneder, som han gjorde i foråret, så havde jeg også gået den tunge vej.

    Man skal ikke udsætte dyr for unødig lidelse, men jeg kæmper for dem så længe der er lys forude smiley
    Freddie har ikke temperament til at sidde i et bur i et x antal uger efter en hofteoperation, så det skal han ikke.

    Derfor er det altid en vurdering fra kat til kat, der er ingen facitliste smiley


  • #28   21. okt For en ordens skyld vil jeg starte med at nævne, at jeg ikke har problemer med, at andre vælger anderledes end jeg gør. Vi er forskellige, vores værdier, erfaringer osv osv. er forskellige, katte er forskellige, sygdomme er forskellige, og der er alskens omstændigheder, der spiller ind og gør, at man ikke kan generalisere, og bestemme hvad der er det rette at gøre hvornår.

    Dog har jeg bestemt grænser for, hvad jeg synes det er ok at trække dyr igennem. Ham Fitzgerald-dyrlægen, som amerikanerne er så vilde med, behandler langt over stregen smiley smiley Decideret dyrplageri!

    Hvis Bruno var fritløber, var han aflivet forlængst, men det er han jo ikke, fritløber.
    Så han lever endnu - som dårligt gående og dårligt hørende, og han har andre skavanker og får medicin dagligt.
    Han ER blevet gammel nu, og næste gang der "kommer noget" han bliver dårlig af, skal han ikke behandles, men hjælpes til Kattehimlen.
    Dog er jeg pt. i syv sind omkring tandrens .... det er jo ikke et stort indgreb, men gammel kat i narkose .... smiley og så er der transport, som han er ked af, og coronaforholdsregler gør det hele endnu værre for mig (for så må jeg ikke være ved hans side imens - og jeg VIL være der, hvis det går galt).
    Rationelt set vil det være bedst ikke at løbe risikoen, men først som sidst gøre kort proces og sende ham til Kattehimlen.
    Men når man har oplevet katte, der har kæmpet imod aflivning, så er man nok ikke så tilbøjelig til at være så cool og rationel, som dem, der aldrig har oplevet andet, end at dyret bare fik et lille prik og sov stille ind.

    Jeg bliver så træt, når jeg ser nogen ytre sig vældig skråsikkert om andre dyreejere, der "holder liv i deres dyr for deres egen (altså ejernes) skyld". Ja, sådan er det utvivlsomt tit, men det behøver ikke nødvendigvis være sådan.

    I de livsomstændigheder jeg er i pt. og har været et stykke tid, ville det have været endog meget bekvemt for mig ikke at have kat. Men det har jeg. Endnu. Fordi jeg meget gerne skal fornemme, at Bruno er klar til at komme herfra, før jeg hjælper ham til det.

    At have det sådan, gør det fandens besværligt at være dyreejer smiley . Der kan jo ske alt muligt som gør, at aflivning vil være mest hensigtsmæssig eller ligefrem nødvendigt, selvom dyret stadig selv vil livet. Jeg kan forestille mig mange rædsomme situationer, som ville tvinge mig til at vælge aflivning, selvom dyret ikke selv var klar til det. Fx ved brækkede lemmer, store operationer eller andet, der vil betyde for lang og svær rekonvalecenstid/holden i ro eller tvivlsomme odds. Eller en kat med svære adfærdsproblemer . (Li Lot pyha, stakkels jer smiley det må have været forfærdeligt ).

    For mig er det ubeskriveligt opslidende og stressende at have syg eller alderdomssvækket kat. Så ikke mindst for min egen skyld ville jeg ønske, at jeg kunne få mig til at stoppe, inden der kom dårlige dage. Og så ville jeg også kunne få kat igen engang.
    Jeg argumenterer for mig selv, at det ville være fuldt forsvarligt og ansvarligt af mig at tage gamle genbrugskatte til mig, og når skavankerne begynder, så sende katten til Kattehimlen, og give en ny gammel genbrugskat nogle gode år ........ eller bare måneder, ingen kender jo dagen i morgen.. Men suk, jeg ved jo hvordan jeg er smiley


  • #29   21. okt Hmm, det blev vist lidt langt :-S

  • #30   21. okt Tinka:
    Jeg tror du rammer hovedet på sømmet i det med at stå med et dyr der ikke er klar.

    Jeg kan ikke udtale mig om man har prøvet det eller ej og om det farver ens holdning.

    Jeg har kun en gang i mit liv valgt at få et dyr aflivet. Og hun kæmpede til sidste vejrtrækning. Hun var slet ikke klar.

    Og det har virkelig sat sig i mig.
    Jeg har dog ladet mig fortælle af andre at der ikke findes det rette tidspunkt. Alle jeg taler med siger enten at de har aflivet for sent eller for tidligt.
    Jeg tror det er et livsvilkår ved det at have dyr.
    Men håber mit næste dyr vil være mere klar når tiden kommer smiley
    Selvom det forhåbentligt bliver om MANGE år.


  • #31   22. okt DK Laluna. Ja man starter jo ud med behandling, undersøgelser og evt medicin og man er jo i den tro, at den første behandling klarer skærene. Så tager man 1 til og 1 til og.....

    Tinka. Ja nogle af de udsendelse jeg har set fra diverse tv kanaler, er ikke det vi ser herhjemme Gud ske lov! For hvor er det vildt. Ham Fitzgerald er det ham med alle de knogleoperationer? Jeg så en del af de udsendelser med Doktor Pol. Det var ret ude på landet agtigt! Der blev ikke brugt narkose, kun bedøvelse. smiley

    Da jeg lod Berte aflive mellem jul og nytår, ved jeg sørme ikke om hun var klar. Det var jeg. Jeg syntes, at det var uværdigt for hende at leve.

    Jeg fik en dyrlæge til at komme her hjem. Hun holdt hende på gulvet, for at give hende den afslappende sprøjte. Da halvdelen var givet, slap Berte fra hende. Så hun måtte fanges. Det kom bag på dyrlægen, at hun var så stærk. 2 gange slap hun fra dyrlægen. Det ødelagde klart billedet, af en fredfyldt og rolig aflivning.

    At det gik som det gik, er ene og alene dyrlægens fejl, hvilket hun også har erkendte i det svar hun sendte mig på min mail om, at jeg var ked af forløbet og at det simpelthen ikke måtte ske. Jeg ser det ikke som, at Berte ikke var klar. I min bog kommer mine dyr aldrig til, først at hænge med mulen og se lidende ud, før de aflives.


  • #32   22. okt DKLaLuna - det, du fortalte om din pony i # 2, kunne jeg sagtens relatere til (fik ikke lige kommenteret på det før).
    Min oplevelse med katte, der har kæmpet imod, har i hvert fald ikke gjort det mindre vigtigt for mig, at dyret skal være klar til at give slip på livet.

    "Jeg har dog ladet mig fortælle af andre at der ikke findes det rette tidspunkt. Alle jeg taler med siger enten at de har aflivet for sent eller for tidligt.
    Jeg tror det er et livsvilkår ved det at have dyr".


    Ja, det er det sgu nok. Et vilkår smiley Det må jeg prøve at sige til mig selv. De gange det alligevel lykkes at ramme det helt rette tidspunkt må man bare være dybt taknemmelig for.


  • #33   22. okt # 31 Åhgud smiley , det du fortæller om Bertes aflivning er lige sådan noget, der IKKE må ske her!!!! smiley



  • #34   23. okt Tinka. Nej det må det ikke. Jeg havde ikke lyst til, at tale med hende om det på dagen. Da jeg skrev en mail til hende, var det ikke for at skælle hende ud, men for at hun tog ved lære af det. De udekørende dyrlæger, er udfordret af andre og fremmede arbejdsforhold. Så de kan ikke regne med, at bordhøjde og plads er egnet til jobbet. De kommer nok også tit ud til dyr, som de ikke kender.

    Hun tog det klart for givet, at Berte ikke var kampdygtig og fik ikke holdt godt nok fast. Allerbedst skulle hun have løftet hende op på bordet og lige følt hende lidt an.

    Hun var glad for min mail og ked af, at det var gået sådan. Det var jeg glad for at høre fra hende. Men det var møg synd for Berte.


  • #35   23. okt Ja, det var synd for Berte smiley og, selv om du kan tage det, var det også synd for dig.
    Og ja, altid godt at skrive til dyrlægen efterfølgende, når man har haft en dårlig oplevelse.


    Jeg har lige bestilt tid til at vores mobildyrlæge kommer her på tirsdag, mest fordi jeg har brug for, at vi sammen lægger den sikreste og bedste slagplan for Brunos tur til Kattehimlen. Dyrlægen er meget striks med coronaforholdsregler, men jeg VIL være i fysisk kontakt med Bruno, når han skal herfra!


  • Dorte  H
    Dorte H Tilmeldt:
    feb 2018

    Følger: 1 Svar: 12
    #36   23. okt Lang debat, men en kommentar springer mig i øjnene - @Denise, du modsiger da i væsentlig grad dig selv her: "Som jeg også skrev i startoplægget, er det nemt, at have en mening om en andens beslutning, når man ikke selv kender dyret og hele historien. Når jeg så alligevel gør det, er det fordi når jeg læser sygehistorier, så syntes jeg at flere går meget langt."

    Du kender jo netop ikke hverken dyret eller hele historien?


  • #37   24. okt Dorte H. Det er også derfor jeg skriver, at det er nemt at gøre sig klog på andres vejene/beslutninger m.fl. Derfor kan jeg da godt mene, at jeg ud fra diverse opslag/indsalg her på siderne, syntes at folk går meget langt, for at holde liv i deres dyr. Længere end jeg nogensinde ville gøre.

    Her på siden, kender de færrest jo hinanden og hinandens dyr, så det vil altid være ud fra, hvad der skrives.

    Jeg kunne sagtens have nøjes med, at skrive generelt. Der var nok kommet nogenlunde det samme ud af det, tænker jeg.


Kommentér på:
Klog af skade

x