{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.747 visninger | Oprettet:

Børn, kat og opdragelse {{forumTopicSubject}}

Hej KG!

Jeg har en hunkat. Hun er ret reserveret, og søger ofte væk når vi har gæster, eller holder i hvert fald en passende afstand. De fleste af vores gæster respektere hun ikke skal pilles, rodes og rages på - især fordi hun har søm i vanten, når hendes grænser overskrides.

Jeg har en niece på 8 år, som ikke kan lade hende være.
Hun jagter katten ud fra sofaen, ned fra vindueskarmen, og alle andre steder hun normalt har "helle". Niecen larmer, støjer og "kører højere op" jo mere vild katten bliver, og jo mere arrig jeg bliver. Hendes mor reagere ikke.
Det skal lige siges at jeg sjældent har besøg af dem, men jeg føler heller at jeg kan udelukke lige præcis kun den del af familien, fra fødselsdage og sammenkomster.
Normalt lukker jeg katten i soveværelset (det eneste rum med en dør, udover badeværelset), hvor niecen så banker løs på døren, fordi hun jo godt kan regne ud der er noget sjovt derinde når døren er låst.
Efter at have overvåget med webcam, kan jeg tydelig se min lille pige krybe sammen af skræk under sengen, hver gang der kommer et brag fra døren.

Mit spørgsmål til jer er: Kan jeg forlange hun ikke tager barnet med? Kan jeg forlange hun opdrager?


Kommentarer på:  Børn, kat og opdragelse
  • Thomine
    Thomine Tilmeldt:
    maj 2012

    Følger: 2 Følgere: 12 Svar: 179
    #1   29. jan 2015 Hold da op.. Oo
    Sikke en opførsel fra en 8 årig..

    Havde jeg stået i din situation, havde jeg hevet fat i moren, og forklaret, hvorfor det ikke er okay det barnet får lov til (Med hensyn til katten)
    Og at du meget gerne så at der blev taget mere hensyn til dyret.
    Evt. lær pigen at lege med katten istedet? Find noget legetøj med snor, så der ikke er direkte kontakt, og så lær hende hvordan man får kattens opmærksomhed..

    Men, jeg var nok blevet lidt tosset selv.. Som 8 årig kan man godt forstå et nej, så jeg ville klart snakke med moren..


  • #2   29. jan 2015 Ja, jeg tager snakken med hende en dag de ikke har været på besøg, for at kunne snakke i et ordentlig toneleje.
    Kan ikke undgå at blive frustreret over at hun ikke selv kan se problemet, men igen så er det heller ikke fair at tillægge evner til personer, som de ikke har.

    God idé med at lære hende at lege med katten, har desværre bare mine bange anelser for at hun ikke kan "styre" det, og at legen derfor også går over gevind. Men på sigt kunne det være en god løsning smiley


  • #3   29. jan 2015 Når moderen ikke siger noget til barnet synes det er iorden du gør det. Vil mor ikke acceptere dette må de blive væk til datteren har lært at opføre sig ordenligt

  • #4   29. jan 2015 Min søn er 7 1/2 år gammel og han forstår det

  • #5   29. jan 2015 Altså har altid sagt at det er vores, og vores kats hjem, resten må gå hvis de ikke kan være her på vores præmisser, men havde aldrig troet jeg kunne ende ud med at give det ultimatum til et barn smiley

  • #6   29. jan 2015 En 8årig bør kunne forstå at lade katten være i fred. Hvis mor ikke siger noget, må du gribe ind og forklare barnet, hvordan man omgås katten. Du skal ikke vente til, situationen er kørt op i en spids - du skal reagere efter første gang, katten bliver jaget væk fra sin plads.

  • #7   29. jan 2015 Dkkorat, mit indlæg kan måske godt tydes til at jeg står passivt til, men det er ikke tilfældet. Siger jeg fra overfor hende, så bliver det bare endnu sjovere - giver det mening? Lidt ligesom "Nej du må ikke hoppe i sengen!" Også hopper man lige lidt højere.
    Kan jo ikke tillade mig fysisk at tage fat i hende og stoppe det. Eller kan jeg?


  • #8   29. jan 2015 Hvis hun er sådan en lille møgunge, så håber jeg faktisk din kat en dag bruger hende som kradsebræt med mindre en snak med moderen fører til noget.

  • #9   29. jan 2015 Jeg ville tage en alvorlig snak med hendes mor. Forklare hende at du ikke vil acceptere at din kat, som du er glad for bliver terroriseret og ødelagt, når de kommer på besøg for det er ikke i orden. Samt at du forlanger at dine hus regler bliver overholdt og respekteret.
    Det vil sikkert ikke blive nemt men du er nød til at tage fat i det. Det er ikke i orden at tie når forholdene er sådan heller ikke for familie fredens skyld. For så stopper det ikke. Desværre er der mødre der ikke reagerer når de burde. Især når deres barn går over grænsen og bliver uudholdelige for andre . Måske magter hun ikke barnet selv.
    Synes andre i familien det er orden ? Eventuelt kan du måskel snakke det igennem med andre i familien. Jeg håber i kan løse det på en god måde men det lyder ikke som om barnet er klar over hvordan opfører sig sammen med dyr m.m. Du er måske ikke den eneste der synes barnet er utåleligt når de er på besøg. Så måske kan du alliere dig med andre i familien og få vendt tingene på en god måde.


  • #10   29. jan 2015 Nej, du kan ikke tage fysisk fat i barnet. Du kan tage fysisk fat k din kat og lukke den væk, samtidig med at du højt og klart forklarer, hvorfor du gør det, så mor ikke kan undgå at høre det. Barnet skal selvfølgelig tilbydes noget andet at beskæftige sig med - fx at tegne, tv, IPad - anything!

  • #11   29. jan 2015 Undskyld men sikke en møgunge der i den grad mangler opdragelse..

    Hvis det ingen virkning eller nærmere har den modsatte virkning at du stopper barnet, så jo klart skal du tage en snak med moderen, og ja undskyld men jeg ville sige til hende at hvis hun ikke siger fra over for sit barn og lærer det hvordan man omgås dyr så er barnet ikke velkommen mere, for i dit hjem gælder dine regler og din kat har førsteret til at befinde sig der og være i fred..

    Jeg havde nok aldrig haft så lang tålmodighed som det lyder til du har, jeg havde sagt min mening både til barn og forældre for længst..
    Men nu ville ingen i min omgangskreds nu heller ikke turde ikke at respektere mig når det gælder mine dyr, for de ved lige præcis hvad jeg vælger hvis man stiller mig ultimatum om mennesker vs mine dyr, mine dyr vil altid vinde smiley


  • #12   29. jan 2015 Britt, har faktisk ikke tænkt at andre i familien måske kunne have samme problemer. Vil da klart følgende dit råd og drøfte det med dem!
    Synes altid det er et ømtåleligt emne når man påpeger ting ved andres børn, så det var også derfor jeg ville høre jeres mening.

    For god ordens skyld vil jeg sige at min kat ikke virker til hun har lidt overlast, og at hun indtil dags dato endnu ikke har sat klo i min niece smiley


  • #13   29. jan 2015 Hvis det er en niece, så er det da så tæt på at du burde kunne tale fornuftigt med forældrene og også med pigen smiley

  • #14   29. jan 2015 Katte er heldigvis ret hårdføre..
    Men det er jo ikke ok at et barn ikke opdrages til at lytte efter og ikke respektere andres regler for slet ikke at tale om ikke lære hvordan man omgås dyr..

    Jeg syntes det er en god ide at snakke med andre i familien omkring det, de kender jo både dig og din niece så de kan nok give et andet billede af det hele, skade kan det i hvert fald ikke..


  • #16   30. jan 2015 Pyyyyh jeg syntes det kan være svært med Emma, mit barnebarn, men hun er kun 4 og hun er autist.
    Her i familien får børnene stille og roligt, at vide hvordan reglerne er der hvor de skal hen, og Emma får det tit som piktogrammer, ja næsten som en lille historie.

    Men hun er også så glad for kattene så det kan blive for meget, men hun får igen og igen, at vide at kattene ikke kan lide råben, og løben så vil hun snakke med kattene skal hun være stille for så kommer de.
    Kattene har så fristed på mit værrelse, der er krog på så kattene selv vælger hvor de vil være, men Emma ikke kan komme ind uden der er en med.
    Find eventuelt en bog om katte og hvad katte kan lide og læs den med din niece eller giv den i gave så den kan læses før hun kommer næste gang.
    Her bliver der arbejdet på, at katte gerne vil nusses med 3 fingre på kinderne smiley
    Omgang med dyr er noget børn skal lærers hvis de ikke er vokset op med dyr.


  • #17   30. jan 2015 Godmorgen, ville lige smide en update inden arbejde smiley

    Jeg ringede til min mor igår aftes, da hun jo både kender mig og min halvsøster bedst. Til min store forundring blev hun slet ikke overrasket - det var mig det hele kom bag på.
    Min niece har lige for nylig fået konstateret ADD og mild tourettes. Min halvsøster har ikke vidst hvordan hun skulle sige det til os, og har været bange for vores reaktion.
    Det bedste er at vi nu faktisk kan hjælpe dem begge. Jeg vil læse alt jeg kan finde om sygdommene smiley
    Er lidt ked af jeg ikke har vidst det før - stakkels lille pige smiley smiley


  • #18   30. jan 2015 Ej, hvor godt at høre,at der trods alt var en årsag til det hele, bare bund ærgerligt at moren ikke havde fået det sagt noget før.

    Nu ved du jo, hvad du har med at gøre og det er jo noget nemmere at håndtere.
    Da det ikke virker til at at din niece overhovedet har forstand på at omgås katte, ville jeg nok købe en tøjkat, som I kan øve lidt nussen med mere på, sådan at katten ikke skal stå forskud før hun har lært det. Så kan tøjkatten også lægges i vinduet for at vise at når den var der, så havde den helle.
    Held og lykke med det hele smiley


  • #19   30. jan 2015 Så fik du jo en forklaring. Det var godt. Det gør jo det hele mere forståeligt men stadigvæk også vigtigt at i så vælger de rigtige stategier og metoder som passer til barnet og diagnosen vil jeg mene.
    Jeg håber i vil og kan støtte hendes mor og den lille pige, så meget som i nu magter det. Jeg har ikke nogle erfaringer med ADD og tourettes men ved det kan være rigtig svært at få det sagt det til familien når ens barn får en diagnose. Da jeg selv har en voksen pige der er meget ramt hårdt af infantil autisme. Det er da en rigtig god ide at læse alt om sygdommen og så tage det roligt derfra. Jeg ved ikke om der er forskellige grader, hvor børnene er mere eller mindre udadreagerende. Jeg ved min egen datter var noget af en mundfuld , da hun var så hyperaktiv som lille at hun ikke kunne sidde stille i et minut i en periode Men det er altid det bedste hvis man kan finde lidt støtte og hjælp hos familien. smiley


  • #20   30. jan 2015 ADD, ja så vil hun nok kunne lide regler via pictogrammer smiley som synlig gør det vi forventer, og hvis de er fremme, så kan man pege på dem og sige, "du ved jeg gerne vil have du gør sådan her"
    Nogle fælles træk er der mellem ADHD/ADD og autisme, de skal have alt at vide så de har styr på deres liv, de er ikke dårligt opdraget, men har svært ved alle de regler som andre børn får ind med modermælken, får de for meget skældud bliver de bare meget værre og moderen bliver stresset og opkørt og det påvirker barnet negativt smiley
    Din niece skal nok få lært det hele, men skal bruge længere tid end jævnaldrende, det er absolut ikke det samme som, at være dum smiley for så kan hun have sine forser et andet sted... Held og lykke med hende og godt du er klar til, at støtte ellers kan det blive til social isolation for både mor og barn.


  • #21   30. jan 2015 Det var da godt du fik snakket med din mor, nu ved du jo hvad du har at arbejde med og så skal det hele nok give bedre mening hen af vejen nå alle finder ud af at hjælpe pigen bedst.
    Det bliver jo også rart for pigen at folk bedre vil kunne forstå hendes reaktioner og finde ud af bedst at forklare hende ting så hun forstår.


  • #22   31. jan 2015 Ja undskyld mig, men nu kan det godt være at pigen pludselig har en diagnose, men det burde altså ikke forhindre hendes mor i at lære hende hvordan man behandler dyr, det burde pigen da have lært for længe siden, og det lyder da slet ikke sådan. Den var i hvert fald ikke gået i mit hjem, diagnose eller ej. Og jeg har skam fået på puklen for at opdrage gæsternes unger til at respekterer mine dyr, men mit hjem og mine regler smiley At respekterer dyr burde være en del af almen dannelse og skydes ind ved modermælken, ja det burde vel være lidt af en selvfølge. Selvom hun har en diagnose er hun vel ikke helt uden for pædagogisk rækkevidde. Jeg har også tourettes i en mild grad, men derfor har det nu ikke været et problem for mig at lære hvordan man behandler dyr (:
    Diagnose eller ej, så lyder det i hvert fald ikke som pigen nogensinde har lært at respektere dyr, og det kan hun selvfølgelig ikke gøre for at hun ikke er blevet lært. Hun lyder nu meget som andre børn jeg kender, og de fejler dog intet, de er bare dårlig opdraget, og ikke vokset op med dyr.
    Men så må i se at få hende det lært, hvordan det så gribes an når barnet har en diagnose ved jeg dog ikke, men det kan i vel finde ud af i fællesskab. Men der skal vel andre metoder i brug når barnet er specielt?


  • #23   31. jan 2015 Ja Liv du præsentere så den opfattelse mange born med diagnoser møder, og må leve med, men som ikke holder mange meter.

    Og du kan ikke helt sammenligne tourettes med de andre diagnoser, selvom det ikke er let.

    Du bør vide at børn med disse diagnoser møder mange flere irettesættelser i løbet af en dag end andre børn, at deres forældre tit er i konstant stress fordi de både skal skærme deres barn og opdrage det, men NEJ de kan ikke opdrages ved skænd og høje stemmer, der skal en anden tilgang til, og de fleste ender med psykiske lidelser i tilgift, i deres kamp om, at passe ind.
    Faktisk er det oftest de normalt begavede autister som får flest psykiske problemer, fordi de vil være en af os og alligevel dagligt lever med ikke, at kunne passe ind.
    Bare en lille ting som ikke er helt som planlagt kan ødelække en hel dag for Emma, og en hver overgang fra en ting til en anden skal vises/ forklares og så kan det gå galt alligevel, og det selvfølgelig oftest med uforstående og dømmende voksne omkring en smiley


  • #24   31. jan 2015 Men diagnose eller ej, så burde den pige stadig for længst have lært hvordan man omgås dyr, og det har hun jo tydeligvis aldrig lært. Medmindre børn med diagnoser slet ikke kan lære en så simpel ting, men det tvivler jeg nu på, det er jo alene et spørgsmål om at man lærer sit barn de fra start så det kommer helt naturligt, hvordan man skal omgås dyr. Og du skal ikke komme og bilde mig ind at børn med diagnoser pr. automatik er dyremishandlere, groft sagt selvfølgelig. Men her ligger fejlen selvfølgelig ved forældrene da de jo tydeligvis ikke fra start har lært pigenat omgås dyr, og jeg bebrejder skam heller ikke pigen, hun er vel bare ikke vokset op med dyr.(: Men derfor var den stadig ikke gået i mit hjem, diagnose eller ej.


  • #25   31. jan 2015 og Jette, jeg tænker den omtalte Emma er din datter?? Men pointen er at hun vel ikke har et problem med at omgås dyr, trods hendes diagnose. Eller får dine katte samme behandling som ts´s kat har fået (:

  • #26   31. jan 2015 Liv, selvfølgelig skal hun lære at opføre sig ordentligt omkring dyr. Og ja, hun skulle nok have lært det noget før. Men.. jeg kan helt ærligt sige at det bestemt IKKE er fordi vi ikke har prøvet. Qua deraf lavede jeg et indlæg her i ren og skær frustration. Det viser sig nu bare at pigen faktisk ikke lærer/forstår/føler/opfører sig som andre jævnaldrende, så vi som familie har grebet sagen helt forkert an. Faktisk har vi måske endda selv forværret situationen, ved at reagere som vi har. Man kan ikke bare lukke øjnene for at hun har andre behov end så mange andre.

    Vi starter, som en anden herinde har foreslået, med en tøjbamse, og tager den derfra. Men nu her, da er det vigtigste, at vi forstår hende, og hjælper hende og hendes mor så meget vi kan - så må ALT andet komme i hendes tempo.


  • #27   31. jan 2015 Det er selvfølgelig synd for pigen og ikke mindst hendes forældre - men:
    Jeg er altså lidt på linje med Liv her, for det skal ind fra de er meget små. Diagnosen har hun som jeg læser det næsten lige fået, så hele familiens verden er sikkert vendt på hovedet.
    Nu ved de hvordan de skal formidle et "nej", men det skal jo ikke være sådan at katt
    en skal stresses i evigheder inden pigen får lært et nej.
    Men synd for forældrene at de ikke turde fortælle det.
    De trænger vist til at tale med nogen i samme situation.



  • #28   31. jan 2015 Min halv-søster er desværre alene med hende, så der er "kun" én forældre.
    Min kat og min niece skal ikke være sammen foreløbig, da alle i familien godt kan se at ingen for noget ud af det. Vi flytter familie-sammenkomster til neutral grund (læs: min mors hjem) smiley


  • #29   1. feb 2015 Hold da helt op Liv

    Du har godt noget at lære selv hvis du regner med at det at lære et barn med de to diagnoser noget er som at svinge en tryllestav. Det er ikke "bare liiige".

    Læs om diagnoserne og så kommenter


  • #30   1. feb 2015 Selvfølgelig skal de da lære at omgås dyr og det kan de generelt også. Men den der "sving en tryllestav og så VUPTI problem solved" og "bare lige" tankegang har jeg det altså svært med.

    Har en datter med infantil autisme og retardering. Hun er Guds gave til dyr. Men hun er længe om at lære ting


  • #31   1. feb 2015 Hvornår barnet begynder at skille sig så meget fra mængden til at der opstår mistanke varierer meget. Derfra skal der beregnes omtrent 2-3 års tid fra det starter til man har fundet ud af hvad der er galt og om der er noget. Der er ofte lang ventetid på undersøgelserne og samtalerne med børnepsykologerne.

  • #32   1. feb 2015 Emma er mit barnebarn, og hun har infantil autisme.
    Jeg har en datter med ADHD og hun fik først sin diagnose som voksen.

    Begge elsker dyr, men det at styre sin begejstring tager tiiiid, og mange samtaler om hvordan det skal være, og selvom Emma er normalt begavet er hendes udvikling uens, faktisk bliver det tydligere jo ældre hun bliver, og ingen tryllestav, kostforandring eller firkantet opdragelse kan ændre det faktum, at hendes hjerne er anderledes og vil blive ved med, at være det, aflæsning af social situationer kan læres i små portioner, men det er udenadslære lære ikke fordi de forstår.
    Ikke alle børn er vokset op med dyr, og lære det lidt hend ad vejen, det er Emma, og det gik super fint da hun var lille, men hun er så vild med katte og heste, at hun kan påtage sig tolden som kat, og blive i den, og vores ansvar er, at få hende ud af rollen igen, at hun ikke æder katte mad eller falder ned, af kradsetræet og 1000 andre ting.
    Faktisk har ADHD gener tilfælles med autisme, og i udlandet taler man om den skal ind på autisme spektret.
    En god forklaring min datter fik på kursus var, at hjernen og dens forbindelser vokser som grenene på et træ, du og jeg kapper så nogle forbindelser som når vi beskære et træ, den autistiske hjerne vælger aldrig noget fra, så den vokser vildt i synapserne og det føre både til geni og retardering.


Kommentér på:
Børn, kat og opdragelse

Annonce