2.750 visninger | Oprettet:  FølgFølg ikke 10 Svar

Et liv med en epileptisk kat Et liv med en epileptisk kat

Hej alle

Jeg ville høre om nogen står i samme situation, som jeg.
Jeg har en SUPER skøn hunkat på 3 år, som desværre lider af epilepsi. Hun får 5mg Diazepam og man kan ikke mærke på hende at hun får medicin. For hun er glad, livlig og generelt, som hun altid har været - SUPER DEJLIG!
Jeg har så besluttet at hænder det at hun skal have mere i medicin for at undgå anfald, så bliver hun aflivet, da hun ikke skal være fuldstændig dopet.
Men lige nu lever hun et liv i luksus!

Jeg har valgt at gøre alt for Luna, da jeg selv valgte at få hende og jeg er af den overbevisning om at anskaffer man sig et dyr, tager man det med der kan ske.
Selvom mange ville vælge at aflive et epileptisk dyr, valgte jeg at gøre mig & Luna afhængige af hinanden, og som sagt lever hun i luksus og den dag hun bliver øget i dosis eller noget andet sker, så skal hun også væk herfra med respekt!

Det er ikke så tit dyr har epilepsi, så ville egenligt gerne høre om der er andre der har et dyr med epilepsi og hvordan i lever med det?


Play video
Handyhand

Få billig hjælp fra private

Beskriv din opgave og modtag gratis bud fra lokale med Handyhand.

Seneste udførte opgaver

  • Ophæng af ikea skabe/reol 500 kr.
  • Vand / Vaskemaskine 990 kr.
  • Maling af diverse 3.000 kr.
  • Rosenbed 2.000 kr.
  • Afløb rens i køkkenet. 1.000 kr.
  • Montering af brusearmatur og bruserstang 1.000 kr.

Opret en opgave

Kommentarer på:  Et liv med en epileptisk kat
  • #1   7. sep 2013 Jeg har haft én med epilepsi, men det var så en komplikation til FIV eller FeLV så det blev ikke behandlet, det var mere på sin plads at aflive.

    Men fortvivl ikke.
    For selvom Diazepam er sløvende på mennesker så er det ikke sikkert at det er lige så slemt hos katte smiley
    Det er jo heller ikke sikkert at det er det eneste præparat der er på markedet der bruges til dyr.
    Der bruges meget human medicin til dyr - det samme er Diazepam.
    Hyppigheden af anfald har jo også betydning for dens livskvalitet. Er det 1 gang hvert ½ år eller er det flere gange om ugen?
    Dyr er ikke - i modsætning til mennesker - udstyret med evnen til at gå rundt og frygte det næste anfald, det lever mere i nuet smiley
    Så det med aflivning synes jeg at er lidt for tidligt at bringe på bane, for kan katten behandles som nu og trives, hvorfor så aflive bare fordi den måske skal have 2 mg. mere?
    Kh.
    Hende der selv har epilepsi smiley


  • #2   7. sep 2013 Jeg har også selv epilepsi smiley og tager ikke medicin på grund af alle bivirkningerne, de har for mig været værre end det at jeg har små anfald hver dag.

    Ud fra mine egne erfaringer med medicinen kunne jeg ikke drømme om, at behandle en kat, hund eller noget andet dyr for epilepsi, men ville aflive hvis den havde anfald som ikke var acceptabel i styrke, varighed og hyppighed smiley


  • #3   8. sep 2013 Hos dyr handler det om livskvalitet og det er dét man altid skal sætte i første række når man behandler mod uhelbredelige sygdomme.

    Min Faster havde en hund med epilepsi.
    Den blev aflivet fordi den havde så voldsomme bivirkninger at den ikke trivedes.

    Jette:
    Hvorfor prøvede du så ikke noget andet? Der er jo et hav af præparater på markedet.....
    Nå det var lidt OT - det var jo katte det drejede sig om smiley


  • #4   8. sep 2013 Der er 5 tilbage på listen jeg ikke har prøvet smiley og det er i den ende hvor præparater med mange bivirkninger ligger, så nej jeg vil ikke smiley behandlingen skal give et bedre liv ikke spolere det, og det var sådan jeg oplevede de 8-9 år hvor jeg fik epilepsi medicin..
    Og hvis et dyr bare får halvdelen af de bivirkninger, bliver det ikke mens de er her, de får den slags medicin.



  • #5   11. sep 2013 Jeg går nu med tanken om at aflive hende.
    Jeg er bekymret 90 % af tiden for hende og bare når hun kaster op pga. overædelse kan jeg ikke få ro i sindet.
    Hun er nem at stresse og selvom hun leger og er kælen.
    Spørger jeg også hvad jeg kan byde mig selv...


  • #6   11. sep 2013 Det er altid en svær beslutning smiley hvis du har brug for at få snakket det igennem, syntes jeg det kan være godt, at tale med en dyrlæge ( ikke at han kan tage beslutningen for dig) men han kan fortælle om + og minus ved din kats liv med epilepsi og du kan tale med ham om det stres og store ansvar du føler ved hat have et kronisk sygt dyr, hvor du aldrig helt kan slippe tanken om hvordan det går, når du vender ryggen til et øjeblik smiley
    Jo jeg har været der, men ikke med epilepsi, men allergi og dårlige hofter,,, en med dårlige nyre og en født handicappet, man elsker dem jo og vil kun deres bedste og nu og da kan det være bedst at aflive, også for os mennesker for det er et stort pres og stres når ens kat / dyr ikke har det godt.


  • #7   12. sep 2013 Når du går med disse tanker fordi at DU er bange for hvad der kan ske, selvom han bare kaster op pga. at have spist for hurtigt, så synes jeg at du skal bestille en tid hos dyrlægen for at få ro i sindet. Du skal ikke medbringe katten - jeg snakker ikke om en aflivning, men om at du skal have kattens sygdom afmystificeret så du også kan føle dig tryg.
    Én ting vil jeg sige, katten dør ikke af det!
    Når den er velreguleret, så tror jeg at DU har behov for at få viden om den sygdom. Når katten trives, hvorfor så aflive???
    Det ER hårdt at have syge dyr. Jeg har haft katte med astma, én med insulinkrævende sukkersyge som i den grad vender op og ned på éns hverdag, for den skal stikkes hver 12. time - og man sover ikke til kl. 10 om søndagen uden man i den tidlige morgenstund har været oppe at fodre og stikke...
    LAD VÆRE med at gøre presset større end det er.
    Husk at glæde dig over den tid der går godt. Sørg også for at gøre noget godt for dig selv så det ikke kun handler om kat og sygdom, for det kan tage pippet fra én.
    Da mit var på det højeste, havde jeg 2 katte med astma og først efter 11 mdr. fik den ene stillet diagnosen FIV og FeLV. Det var ham der krampede til sidst.
    Imens anfaldene ikke var så hyppige, så var det dét! Men da jeg hver nat vågnede med en kat der krampede bag min ryg, var det slut. Men det var jo også fordi han var bærer af virus.
    Jeg glemte mig selv det år.
    Jeg tabte mig 10 kg. for jeg spiste ikke ret meget - og det opdagede jeg først bagefter. Jeg GLEMTE nemlig at gøre noget godt for mig selv, al fokus var på kattene.
    Så jeg vil sige, at du skal vende blikket mod dig selv:
    Få en masse viden. (Jette, jeg og sikkert andre) er "ekspert" på det område hos mennesker og principperne er det samme hos dyr.
    Hvis du ikke allerede har en hobby, så få dig én så du tænker på lidt andet.
    Forkæl dig selv - det behøver ikke at være powershopping, men måske bare en tur på café med en veninde eller I kan hygge jer derhjemme.
    Vær ikke bange for kattens handicap. Så længe det ikke er værre, så skal du ikke stresse dig selv op over det.
    Dén dag hvor katten er ukendelig af enten gentagne ukontrollable anfald eller af bivirkninger, der skal du selvf. tænke en ekstra gang, men her og nu tror jeg at det handler om at du får viden og ro i sindet.
    Katten har ikke ondt imens det står på og hvis du er tilstede, så skab ro, sluk for musik og vær helt stille indtil den er vågen igen - hvorefter den sikkert vil vende sig om og bare sove.

    Hun er nem at stresse siger du, men husk at en kat kan altid mærke hvordan sit menneske har det smiley


  • #8   12. sep 2013 Fint skrevet Marianne smiley
    Ja du kan se som mennesker har vi også forskellige oplevelser af det med epilepsi og sådan vil det også være for katte, og derfor er det dig og dyrlægen som skal finde ud af hvad der er det gode liv for din kat og dig.

    Opdater endelig, ingen dømmer dig uanset hvilken beslutning du kommer frem til, og det du fortæller kan måske hjælpe andre i samme situation.

    Knus her fra


  • #9   13. sep 2013 Luna blev aflivet igår: '(


  • #10   13. sep 2013 Jeg tror det var det bedste for jer begger, men det gør jo ikke en mindre ked af det smiley

    Jeg havde min epilepsi et halvt liv, før jeg fik at vide, at når jeg havde det rigtigt dårligt var det anfald, og kun det at jeg ved hvad det er som sker, har fjernet min angst for det, og du kan jo ikke forklare det til en kat smiley

    Knus her fra smiley


Kommentér på:
Et liv med en epileptisk kat

Annonce