Et liv med en epileptisk kat Et liv med en epileptisk kat
Hej alle
Jeg ville høre om nogen står i samme situation, som jeg.
Jeg har en SUPER skøn hunkat på 3 år, som desværre lider af epilepsi. Hun får 5mg Diazepam og man kan ikke mærke på hende at hun får medicin. For hun er glad, livlig og generelt, som hun altid har været - SUPER DEJLIG!
Jeg har så besluttet at hænder det at hun skal have mere i medicin for at undgå anfald, så bliver hun aflivet, da hun ikke skal være fuldstændig dopet.
Men lige nu lever hun et liv i luksus!
Jeg har valgt at gøre alt for Luna, da jeg selv valgte at få hende og jeg er af den overbevisning om at anskaffer man sig et dyr, tager man det med der kan ske.
Selvom mange ville vælge at aflive et epileptisk dyr, valgte jeg at gøre mig & Luna afhængige af hinanden, og som sagt lever hun i luksus og den dag hun bliver øget i dosis eller noget andet sker, så skal hun også væk herfra med respekt!
Det er ikke så tit dyr har epilepsi, så ville egenligt gerne høre om der er andre der har et dyr med epilepsi og hvordan i lever med det?
aug 2010
Følger: 49 Følgere: 388 Katte: 4 Emner: 191 Svar: 7.293
Men fortvivl ikke.
For selvom Diazepam er sløvende på mennesker så er det ikke sikkert at det er lige så slemt hos katte
Det er jo heller ikke sikkert at det er det eneste præparat der er på markedet der bruges til dyr.
Der bruges meget human medicin til dyr - det samme er Diazepam.
Hyppigheden af anfald har jo også betydning for dens livskvalitet. Er det 1 gang hvert ½ år eller er det flere gange om ugen?
Dyr er ikke - i modsætning til mennesker - udstyret med evnen til at gå rundt og frygte det næste anfald, det lever mere i nuet
Så det med aflivning synes jeg at er lidt for tidligt at bringe på bane, for kan katten behandles som nu og trives, hvorfor så aflive bare fordi den måske skal have 2 mg. mere?
Kh.
Hende der selv har epilepsi
maj 2012
Følger: 2 Følgere: 64 Katte: 4 Emner: 74 Svar: 9.159
Ud fra mine egne erfaringer med medicinen kunne jeg ikke drømme om, at behandle en kat, hund eller noget andet dyr for epilepsi, men ville aflive hvis den havde anfald som ikke var acceptabel i styrke, varighed og hyppighed
aug 2010
Følger: 49 Følgere: 388 Katte: 4 Emner: 191 Svar: 7.293
Min Faster havde en hund med epilepsi.
Den blev aflivet fordi den havde så voldsomme bivirkninger at den ikke trivedes.
Jette:
Hvorfor prøvede du så ikke noget andet? Der er jo et hav af præparater på markedet.....
Nå det var lidt OT - det var jo katte det drejede sig om
maj 2012
Følger: 2 Følgere: 64 Katte: 4 Emner: 74 Svar: 9.159
Og hvis et dyr bare får halvdelen af de bivirkninger, bliver det ikke mens de er her, de får den slags medicin.
dec 2008
Følger: 1 Katte: 4 Emner: 16 Svar: 44
Jeg er bekymret 90 % af tiden for hende og bare når hun kaster op pga. overædelse kan jeg ikke få ro i sindet.
Hun er nem at stresse og selvom hun leger og er kælen.
Spørger jeg også hvad jeg kan byde mig selv...
maj 2012
Følger: 2 Følgere: 64 Katte: 4 Emner: 74 Svar: 9.159
Jo jeg har været der, men ikke med epilepsi, men allergi og dårlige hofter,,, en med dårlige nyre og en født handicappet, man elsker dem jo og vil kun deres bedste og nu og da kan det være bedst at aflive, også for os mennesker for det er et stort pres og stres når ens kat / dyr ikke har det godt.
aug 2010
Følger: 49 Følgere: 388 Katte: 4 Emner: 191 Svar: 7.293
Én ting vil jeg sige, katten dør ikke af det!
Når den er velreguleret, så tror jeg at DU har behov for at få viden om den sygdom. Når katten trives, hvorfor så aflive???
Det ER hårdt at have syge dyr. Jeg har haft katte med astma, én med insulinkrævende sukkersyge som i den grad vender op og ned på éns hverdag, for den skal stikkes hver 12. time - og man sover ikke til kl. 10 om søndagen uden man i den tidlige morgenstund har været oppe at fodre og stikke...
LAD VÆRE med at gøre presset større end det er.
Husk at glæde dig over den tid der går godt. Sørg også for at gøre noget godt for dig selv så det ikke kun handler om kat og sygdom, for det kan tage pippet fra én.
Da mit var på det højeste, havde jeg 2 katte med astma og først efter 11 mdr. fik den ene stillet diagnosen FIV og FeLV. Det var ham der krampede til sidst.
Imens anfaldene ikke var så hyppige, så var det dét! Men da jeg hver nat vågnede med en kat der krampede bag min ryg, var det slut. Men det var jo også fordi han var bærer af virus.
Jeg glemte mig selv det år.
Jeg tabte mig 10 kg. for jeg spiste ikke ret meget - og det opdagede jeg først bagefter. Jeg GLEMTE nemlig at gøre noget godt for mig selv, al fokus var på kattene.
Så jeg vil sige, at du skal vende blikket mod dig selv:
Få en masse viden. (Jette, jeg og sikkert andre) er "ekspert" på det område hos mennesker og principperne er det samme hos dyr.
Hvis du ikke allerede har en hobby, så få dig én så du tænker på lidt andet.
Forkæl dig selv - det behøver ikke at være powershopping, men måske bare en tur på café med en veninde eller I kan hygge jer derhjemme.
Vær ikke bange for kattens handicap. Så længe det ikke er værre, så skal du ikke stresse dig selv op over det.
Dén dag hvor katten er ukendelig af enten gentagne ukontrollable anfald eller af bivirkninger, der skal du selvf. tænke en ekstra gang, men her og nu tror jeg at det handler om at du får viden og ro i sindet.
Katten har ikke ondt imens det står på og hvis du er tilstede, så skab ro, sluk for musik og vær helt stille indtil den er vågen igen - hvorefter den sikkert vil vende sig om og bare sove.
Hun er nem at stresse siger du, men husk at en kat kan altid mærke hvordan sit menneske har det
maj 2012
Følger: 2 Følgere: 64 Katte: 4 Emner: 74 Svar: 9.159
Ja du kan se som mennesker har vi også forskellige oplevelser af det med epilepsi og sådan vil det også være for katte, og derfor er det dig og dyrlægen som skal finde ud af hvad der er det gode liv for din kat og dig.
Opdater endelig, ingen dømmer dig uanset hvilken beslutning du kommer frem til, og det du fortæller kan måske hjælpe andre i samme situation.
Knus her fra
dec 2008
Følger: 1 Katte: 4 Emner: 16 Svar: 44
maj 2012
Følger: 2 Følgere: 64 Katte: 4 Emner: 74 Svar: 9.159
Jeg havde min epilepsi et halvt liv, før jeg fik at vide, at når jeg havde det rigtigt dårligt var det anfald, og kun det at jeg ved hvad det er som sker, har fjernet min angst for det, og du kan jo ikke forklare det til en kat
Knus her fra
Et liv med en epileptisk kat